Første slutspilshold fra gruppe C skal findes i dag
Vi er nået andendagen i anden runde af ESL Pro League-gruppespillet på Malta, og vi skal nu have sendt de første to mandskaber videre til slutspillet, der venter i næste uge.
Dagen starter dog med, at vi skal have majorvinderne fra NAVI i ilden for første gang siden majorsejren i København i slutningen af marts.
Aleksibs tropper skyder dagen i gang mod australske FlyQuest, der til IEM Chengdu var lige ved at levere overraskelsen og booke pladsen i slutspillet for næsen af Virtus.pro i gruppespillet efter først at have slået Cloud9.
Det endte dog med sejr til Jame og co., hvorfor FlyQuest måtte i lower bracket, hvor FaZe blev den endelige bøddel.
NAVI og FlyQuest tørner sammen klokken 13:30, samtidig med BIGs åbningskamp mod amerikanske BOSS.
Polsk IGL-duel
Onsdag skal vi også have fundet gruppe C's første hold til slutspillet, og her mødes to polske ingame leaders i form af siuhy og Snax, når MOUZ og GamerLegion krydser klinger.
MOUZ gjorde kort proces mod Bad News Kangaroos tirsdag, mens GamerLegion besejrede ENCE for at stå i dagens upper bracket-semifinale og således være uhyre tæt på at sikre billetten til slutspillet, som en sejr i dag vil give.
Dagen rundes af med kampen mellem Liquid og Monte, hvor vinderen ligeledes vil være sikker på slutspil.