
Percy fortsætter ikke sammen med eFuture
Efter et ellers godkendt Copenhagen Games er det nu blevet offentliggjort, at Percy ikke fortsætter sammen med eFuture. Det fortæller holdets caller, sycrone, til Dust2.dk.
Percy og NaToSaphiX kom på prøve hos eFuture kort inden Copenhagen Games, da de mistede mertz og acoR til North Academy. Siden da har holdet fået en andenplads i eOddset Masters #8, en delt 3.-4. plads i DM og en 9.-12. plads i Main turneringen ved CPH Games.
De helt store resultater er derfor udeblevet, og det hænger muligvis sammen med, at Percy ikke passede så godt ind på holdet. Derfor er begge parter blevet enige om at gå hver til sit.
Det udtaler sycrone til Dust2.dk, mens han også fortæller, at de nu hiver den tidligere moDstand og OPAA spiller, Basso, ind på prøve i stedet for Percy.
Vi har fra dags dato valgt at sige et gensidigt "nej tak" til hinanden i forbindelse med optagelsen af Martin "Percy" Wessel. Vores tid sammen har været 1½ uges tid, og vi har fået et lille indblik i hvordan hinanden er som spillere. Her har det været meget tydeligt, at vi ikke helt passer sammen ingame. Percy har ikke kunne finde sig til rette, og derfor ville det også være tåbeligt, at tvinge ham til at spille med videre. Umiddelbart efter CPH Games arbejdede vi med en løsning der hed sig, at vi stadig spillede videre alle 5 og gav det den ekstra tid, som det kunne have brug for. Her stod det ret tydeligt for percy og holdet, at vi ville have svært ved at gå videre med hinanden i sidste ende.
Percy har hele tiden undervejs været super engageret og opsat på at pracce og forbedre sig, men det er svært med motivationen og fremtidsudsigterne, når man ikke kan finde sig til rette og man tydeligt kan mærke på personen, hvordan han har det. Derfor er det også blevet til en gensidig beslutning om, at vi ikke kommer til at fortsætte sammen. Vi ønsker Martin alt det bedste og håber, at han finder noget nyt snarest, hvor hans kvaliteter og lyspunkter kan træde i karakter.
Holdet vil fremadrettet fortsætte med NaToSaphiX på tryout, og vi vil i mellem tiden overveje vores muligheder til at udfylde de(n) sidste plads(er). Hastværk er lastværk, og vi vil gerne få set alle muligheder an, så vi har de bedst mulige vilkår fremadrettet. CS er heldigvis ikke en 100 meters spurt. Til en start vil vi gerne prøve Sebastian "Basso" Aagaard, og han skal lige som alle andre have en fair chance for at vise hvad han duer til. Jeg har altid haft et godt øje til Basso, og efter at have overvejet mulighederne, så virker han helt klart som et af de aller stærkeste talenter, der er ledige på markedet. Han har godt movement, kan kaste granater, og har positivt godt styr på mange af aimet's facetter (preaiming, prefiring, spray, bursting osv.). Generelt har det været rigtig lækkert at se nogle af hans POV's, da jeg har skullet overveje spillere (hovedsageligt talenter). Vi satser på at få et bootcamp op at køre snarest muligt, så vi kan få et tiltrængt boost til vores map pool's bredde og dybde.
eFuture består dermed af følgende fem:
sycrone
rezex
SandeN
NaToSaphiX (på prøve)
Basso (på prøve)
Det danske mandskab skal nu bruge det næste stykke tid på at teste NaToSaphiX og Basso, før de endegyldigt vil melde holdkortet ud.