Vi håber på flere tilskuere i weekenden.

Halvtom arena, gratis barbering og Astralis-fanmøde

Når BLAST gæster København, så sker der mere end bare vilde kills på serveren.

Dørene er åbnet for publikum i Forum, og den første kvartfinale er netop skudt i gang.

Men når BLAST Premier Fall Final gæster København, så sker der mere end bare vilde kills på serveren, så her giver vi et lille indblik i atmosfæren i Forum.

Og vi kan lige så godt starte med elefanten i rummet. Skiftet fra de vante rammer i Royal Arena til Forum kan godt mærkes.

Selvom Royal Arenas maksimale kapacitet på omkring 12.000 tilskuere kun blev nået til majoren tidligere på året, så har der stadig været et fint fremmøde ved BLASTs turneringer i den store arena på Amager.

Selvom der skulle blive udsolgt i Forum, så kommer vi slet ikke i nærheden af de tal. BLAST har ikke villet give os et cirka tal på deres kapacitet i Forum, men ved at gå rundt i arenaen har vi kunne tælle os frem til mellem 3000 og 4000 siddepladser.

De er dog, desværre, langt fra udfyldt her til første kvartfinalebrag mellem G2 og Spirit.

Sådan så fremmødet ud ti minutter før kampstart mellem G2 og Spirit.

Til gengæld var der også nogle, som troppede op, selvom de ikke skulle ind og se kampene i Forum.

Astralis kommer ikke til at spille foran fansene på scenen i Forum, men de var alligevel mødt op ude foran arenaen for at sige hej til deres danske støtter.

Og selvfølgelig var Danish Corner også på plads for at give deres opbakning til holdet.

Astralis stillede op ude foran Forum for at møde deres fans, og Danish Corner var også troppet trofast op for at vise deres støtte.

Gratis klip og barbering

Et lidt anderledes tiltag fra BLAST i denne omgang er samarbejdet med Movember.

Velgørenhedsorganisationen, der blev grundlagt i 2003, er mest kendt for deres arbejde med at gøre opmærksom på faren ved testikelkræft, men har udvidet deres område til også at omfatte prostata-kræft, selvmord og generel mental sundhed for mænd.

Organisationen er mest kendt for deres "happening", hvor de får mænd til at lade skægget stå og gro et moustache i november som et symbol på solidaritet, men siden vi stadig er i september, så har de i stedet sat en bod op i Forum, hvor man kan få klippet håret og trimmet skægget gratis.

Udover det gratis klip for publikum, så har Movember også holdt oplæg for holdene ved BLAST Premier Fall Final, hvor der var frit fremmøde.

Movember og BLAST har indgået samarbejde, så du kan få en gratis klipning i Forum.

Det danske publikum har dog fået assistance udefra. Fans er nemlig mødt op fra nær og fjern. Her er det to litauiske fans, der er kommet for at heppe på særligt jL.

To litauiske fans har taget deres jL-trøjer på.
#1(Med 1 svar)
27. september 2024 kl. 16:50
aGk
Dust2TV sub
Halvtom?... Halvfyldt! Hvor er optimismen Onkel Jake? 😉
#2(Med 0 svar)
27. september 2024 kl. 17:23
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
Du har ret! Der er allerede kommet flere, og er sikker på, at der kommer endnu flere lørdag og søndag. :)
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.