
Ambush og holdet forlænger ikke
I fredags kunne Dust2.dk eksklusivt fortælle, at Ambush var nede på fire mand, da LATINOBOMBEN har valgt at prøve lykken hos Copenhagen Flames, og nu står de fire tilbageværende spillere uden hjem.
Det bekræfter Ambush E-sports ejer over for Dust2.dk, da parterne ikke har formået at nå til enighed om en forlængelse af kontrakterne, som udløb ved skiftet fra april til maj.
PnX, HooXi og co. har ellers præsteret godt under Ambush-fanen, da de blandt andet nåede en finale i eOddset Masters, mens det også blev til en delt 13.-16. plads ved Copenhagen Games Main.
Nu er samarbejdet dog slut, og i den forbindelse har Dust2.dk haft fat i Ambush' ejer, Zouheir Chreih, som herunder fortæller, at han ikke har formået at skaffe penge nok til at holde på spillerne.
På den seneste tid, med negative nyheder omkring spillere og organisationer, der går hver til sit, kan jeg desværre også oplyse, at Ambush E-sport og spillerne er nået til enighed om ikke at forlænge kontrakterne. Det udspil, vi har præsenteret, har vist sig ikke at være stærkt nok, og det var vi naturligvis forberedt på. Det er en fornøjelse at se, hvordan spillerne har udviklet sig på så kort tid under Ambush E-sport på baggrund af deres hårde træning og dedikation til sporten.
Samtidig betyder det for os i organisationen, at vi skal finde et nyt hold, men vi har ikke travlt - jeg garanterer jer for, at I nok skal høre Ambush jubel-brølet til diverse LANs i fremtiden. Som en ny organisation har vi naturligvis udfordringer omkring den cash-flow, der skal til for at holde det hele kørende. Sponsorer er der nok af hos os, men det har været produktsponsorater for det meste. Men med den placering Ambush allerede har fået på scenen, er vi klar til at gå skridtet videre i forhold til de krav, vi stiller vores næste samarbejdspartnere, så vi kan skabe økonomisk stabilitet i organisationen. Det er ene og alene mit ansvar, at vi desværre ikke har kunne nå at få det her på plads, men ting tager desværre lidt længere tid, end jeg håbede på, med de større kommercielle aftaler, når der er økonomi involveret. Vi ønsker hver og én spiller mange gange held og lykke på deres vej. Vi er sikre på, de vil når langt med det talent, de har vist, og den måde de spiller sammen som team.
Det er dermed formentlig ikke sidste gang, vi får Ambush-tagget at se på den danske scene, men det er slut for nu, da spillerne skal ud og lede efter et nyt hjem.
De fire spillere, som ikke er en del af Ambush længere, er:
tmL
HooXi
PnX
s0mmer
Dust2.dk har fået fat på HooXi, som i skrivende stund er ved at svare på spørgsmål, så hans svar kan findes her på siden senere.