RFRSH forventer først at tjene penge om cirka tre år
Børsen sætter i dag fokus på et af de største danske selskaber inden for esport, RFRSH Entertainment, der står bag Astralis, Heroic og BLAST Pro Series.
Om få dage præsenterer RFRSH et underskud på intet mindre end 27 millioner kroner, og selvom det kan lyde som en forfærdelig dårlig forretning for mange, så skræmmes investorerne ikke væk.
Trods tabet på 27 millioner kroner får RFRSH nemlig en kæmpe indsprøjtning fra investorer på 200 millioner kroner, det skriver Børsen.
En af investorerne er David Helgason, der startede Unity Technologies i en kælder på Nørrebro i 2004, og selskabet blev i maj sidste år blev vurderet til at være mere end 20 milliarder kroner værd. Han tror på teamet, som RFRSH har sammensat, og så forudser han stor vækst for esporten de næste par år:
Ingenting vokser evigt, men der bliver en lang årrække nu, hvor e-sport virkelig får en højvækstperiode. E-sport kommer til at spille en vigtig rolle i mediebilledet, og det, tror jeg, at Rfrsh er utroligt klar til at tage del i, siger David Helgason
Tabet på de 27 millioner kroner får heller ikke stifteren af RFRSH, Nikolaj Nyholm, til at tabe modet. Han fortæller til Børsen, at RFRSH først forventes at tjene penge om cirka tre år, men så bliver det til gengæld også mange penge:
Vi mener, at vi har data for, at vi kan skabe en 500 mio. euroforretning årligt inden for seks-syv år.
Indsprøjtningen fra investorerne skal særligt bruges på at udbrede BLAST Pro Series til endnu flere lande og regioner, heriblandt Nord- og Sydamerika, og det danske selskab vil i 2019 afholde BLAST Pro Series i otte storbyer i 2019.