Far til et talent: "Vi har valgt at følge og støtte ham"
kiR slog for alvor igennem, da han vandt første sæson af C4 Ligaen med Serenic og blev MVP. Siden da har den talentfulde og ambitiøse CS:GO-spiller skiftet til Ignite, og kæmpet sig op som Danmarks 8. bedste hold.
Til FINAL FOUR: Gaming Not Gambling fik Dust2.dk en snak med Kenneth Kirstein, der er far til Ignite-spilleren kiR.
Her blev der spurgt ind til, hvordan det er, at være forældre til en ung og talentfuld CS:GO spiller, hvordan man tackler det derhjemme og hvor meget man er inde over som forælder.
Hvornår startede det?
Jamen det er startet for lang tid siden, for han startede med at spille FIFA, og det er efterhånden fem års tid siden. Der så de ham som et talent, og han kom også i top 10 i FIFA. Så han har altid godt kunnet lide at spille. På et tidspunkt, jeg kan ikke helt huske hvornår, skiftede han fra FIFA til Counter-Strike, og det var, fordi han søgte udfordringer. Han rejste også til turneringer og mere i FIFA, men han syntes også, at det var lidt mere rart, at rejse med andre. I FIFA er man meget alene, hvor man i Counter-Strike har holdspillet og det sociale aspekt i det. Før han fik øjnene op for FIFA og Counter-Strike, var han en fodbolddreng, og pludselig fik han interessen for computeren, og fodbolden røg derfor på hylden.
Hvilke kampe har I som forældre været igennem i forbindelse med, at han sidder meget foran computeren. Skaber det nogle konflikter?
Jeg ved ikke, om det skaber konflikter, men det gør da, at vi andre også skal begynde at tænke på en anden måde. Selvfølgelig har vi snakket om sengetider og lignende i et langt stykke tid, for der var også en skole og andre ting, der skulle passes, eller bare sådan noget som familie og være ude med andre. Jeg tror også, at i takt med at Counter-Strike bliver mere og mere populært, har vi også måtte sadle lidt om og ligesom gå lidt med på den konto. Man kan sige, at computeren er kommet mere på bordet, og et begreb som Dust2.dk og tjekke Twitter, livestream, HLTV og andet sjov og ballade, det er nu blevet en dagligdag for os. I stedet for at skændes om det herhjemme, har vi valgt at følge og støtte ham i det, han laver.
Hvornår fandt I ud af, at han har mulighed for, at dette kan medføre en professionel karriere?
Man kan sige, at da han spillede for Serenic, så var vi godt klar over, at der var lidt hype om ham. Efterfølgende ytrede han, at han godt kunne tænke sig noget andet. Han så selv, at der skulle ske noget nyt med hans udvikling, og det tager vi som forældre selvfølgelig hatten af for, at den unge mand selv kan tage de beslutninger. I forløbet, hvor han går hen og siger ja til Ignite, finder vi ud af, at den unge mand faktisk godt ved, hvad han vil. Han går selv ind og undersøger holdet, og efterfølgende går han ind til os og fremlægger, hvad han selv tænker om det. For eksempel med Ignite, så ville han hellere have en organisation, hvor der er styr på det hele frem for 1000 kroner mere i løn et andet sted. Så må vi som forældre tage hatten af og sige, hvis det er det, han vil have, så støtter vi ham i det.
Er I meget inde over, når der skal skrives kontrakter og lignende?
Den første kontrakt med Serenic var vi inde over, da han ikke var blevet 18 år endnu. Nu er han fyldt 18 år, så situationen er nu blevet en anden. Der har været et langt forløb nu her, før kontrakten med Ignite blev skrevet under. Vi har hele tiden spurgt til kontrakten, og så er han kommet og præsenteret det for os. I sidste ende kan han selvfølgelig bare skrive under, da han er over 18 år, men ellers har han været god til at fortælle os, hvad der sker i forhandlingerne og forklare os, hvorfor man nu gør sådan og sådan.
Hvordan er det at opleve et setup, som det her hos HYDR eSport, hvor I kan se ham spille vigtige kampe?
Det her er et drømmescenarie for os, at der endelig er noget på Sjælland. Når vi skal til Jylland, er der mere, som skal planlægges. Et event som FINAL FOUR: Gaming Not Gambling er helt fint. Man kan sige, at vi nok er lidt mere stille her, end hvis vi sad derhjemme foran computeren og så med. Der bliver der råbt lidt mere, modsat når vi er her hos HYDR eSport, hvor vi er lidt mere stille. Men jeg synes, at det er rigtig godt, og det er en god måde at få CS:GO udbredt på.