Efterskoleelev taget for snyd i Waoo Ligaen
Waoo Ligaen er blevet ramt af en spiller, som ikke har haft nok i at bruge sin mus og sit headset i CS:GO, og det koster nu en 3 år lang udelukkelse fra alle eSport.dk's aktiviteter.
Det er spilleren LILPEVIII fra Billeshave Academy, der er et hold på Billeshave Efterskoles esportlinje, det drejer sig om.
Ifølge eSport.dk modtog spilleren et VAC ban på den konto, som han var registreret med i ligaen, og efterfølgende forsøgte han at skjule det ved at spille på en anden bruger, men det er blev opdaget.
Arrangøren skriver ydermere, at de har kigget på noget bevismateriale, og at det tyder på "at han har benyttet en form for aimlock i turneringen, som formentlig er dét, der har udløst hans VAC ban".
Smidt af esportlinjen
Efter LILPEVIII's cheat og forsøg på at skjule det blev opdaget, har Billeshave Efterskole prompte taget affære og smidt eleven ud af esportlinjen.
Det fortæller den ansvarlige for esportlinjen Sebastian Seneberg til Dust2.dk, da vi kontakter ham for at få skolens reaktion på elevens opførsel. Han vil dog først og fremmest gerne beklage:
Vi er meget skuffede over, at det her er sket, og det er sket lige for næsen af os. Vi vil først og fremmest gerne beklage til de hold, som vi har spillet imod, hvor LILPEVIII har deltaget. Det er imod alt, hvad vi gerne vil lære vores elever. LILPEVIII er blevet smidt ud af esportlinjen, hvilket skete samme øjeblik, dette kom frem i lyset, fortæller en tydeligt skuffet underviser.
Denne sag får nu efterskolen til at sætte et endnu større fokus på, hvilke konsekvenser det har at snyde:
Vi kommer helt sikkert til at snakke mere omkring, hvilke konsekvenser det har for ens egen fremtid på scenen, når man snyder. Vi har allerede fra starten af året informeret alle vores elever om konsekvensen af, hvis de snyder. Og det er altid, at de skal finde sig en anden linje på skolen, eller en anden skole, afslutter Sebastian Seneberg.
Billeshave Academy spillede i Division 6 i Waoo Ligaen, men skolen har nu trukket holdet fra turneringen.