zonic fylder 33 år: Se hans karriere i billeder
Det er svært at betvivle, at zonic er en sand legende i Counter-Strike sammenhæng, og i dag fylder den velkendte dansker 33 år, og derfor bringer vi her en billedserie, der tager dig med på rejsen gennem zonics karriere.
zonic er blandt de bedste danskere, som nogensinde har rørt CS 1.6, og han er af eksperter tidligere omtalt som den dansker, der har vundet flest præmiepenge i den tidligere version af Counter-Strike.
En af de personer, som har spillet sammen med zonic i mange år i CS 1.6 er ave, og Dust2.dk fangede derfor den tidligere NoA- og mTw-spiller til en kommentar om zonic som person:
Danny (zonic red.) er en meget alsidig person at have på sit hold. Han er der altid til at skabe en god stemning og laver en masse sjov. Under træning er han altid med på at idéudvikle og snakke situationer igennem. Under kamp er han 100% fokuseret og kommer med en masse gode ideer og input, siger ave, inden han fortæller, at det er helt naturligt, at zonic er endt som en meget succesfuld coach:
Dengang vi spillede tror jeg slet ikke, man tænkte på, at det var en mulighed at have en coach. Der fandtes managers men de kendte nødvendigvis ikke særlig meget til spillet. Men så snart coaches blev en realitet, var det oplagt, at Danny kunne blive god til det. Han er en person med styrke i lederskab, motivation og taktisk forståelse, som i min optik er de vigtigste kvaliteter i en CS:GO coach.
zonic havde spillet i en del år, inden han for første gang nogensinde blev interviewet af HLTV i 2005. Dengang spillede han for Asylum, og senere bød karrieren på et ophold i NoA, mens han nok er mest kendt for tiden i mTw, som gennem flere år var blandt verdens absolut bedste hold.
Billedserien starter fra 2006, da det er det tidligste billede, vi har af den nu 33-årige Astralis coach.
Vi slutter selvfølgelig af med en af de vildeste aktioner, zonic nogensinde har disket op med, da mTw mødte H2k til DreamHack i 2010.