karrigan og acoR misser finalen efter afklapsning
Det blev desværre ikke til en finaleplads i mousesports' første turnering med acoR, da karrigans tropper blev slået 2-0 af Virtus.Pro.
Gennem turneringen har det noget overraskende været danske karrigan, som har været den bærende faktor i mousesports' succes, og inden dagens opgør lå han med en gennemsnitlig rating på 1.32, hvilket var næsthøjest for hele turneringen.
Også på første map i dagens kamp var det den danske IGL, som var bedst hos mousesports, men det var ikke nok til at hive en sejr i hus.
På trods af at have leveret en ADR på 102.6 og en rating på 1.15 blev det til en stort nederlag til mousesports. Efter en sløv start var mandskabet bagud 5-10, og det blev aldrig til det store comeback, da acoR og co. blot vandt én runde yderligere på første bane.
Det var derfor afgørende at vinde på Dust2, men her faldt karrigans tropper endnu mere igennem, da den danske IGL også ramte langt fra niveauet, han ellers havde ramt i hele turneringen.
En sløv start på Dust2 sendte mousesports bagud 1-7, og her var det især karrigan, som faldt igennem fra start.
Selvom mousesports-IGL'en forsøgte at rette op på det individuelle niveau, så var det aldrig nok til at sikre et comeback til det internationale hold, som fik bank igen og blev slået 5-16.
Med mousesports ude af cs_summit 7 må vi sætte vores lid til Heroic for at se danskere i finalen, som spilles senere i aften.
Det danske mandskab møder fnatic om kort tid, og her sender en sejr altså cadiaN og co. videre til finalen, hvor modstanderen hedder Virtus.Pro.