Medie: Vitality-spiller skifter til VALORANT
Vitality-spilleren Nivera, som har siddet på bænken siden marts, er angiveligt på vej til at skifte til VALORANT.
Det skriver det franske medie 1pv.fr.
Det er da heller ikke hvilket som helst VALORANT-hold, som Nivera eftersigende vil tilslutte sig. Ifølge det franske medie har han nemlig planer om at skifte til Liquid, som er ét af de bedste VALORANT-hold i Europa.
Hvis rygterne holder stik, vil han her blive genforenet med ingen ringere end sin bror, nemlig den tidligere CS:GO-stjerne ScreaM, som ligeledes skiftede til VALORANT i august 2020.
Nu kan "one tap"-stjernen altså få selskab af sin lillebror, hvis rygterne taler sandt. Nivera har siddet på bænken i Vitality siden marts i år, hvor holdet valgte at gå væk fra seksmandslineuppet.
Efter bænkningen udtalte Nivera, at han var ledig på markedet, og dermed "motiveret og åben for enten lån eller transfer". Nu kan den unge belgier dog meget vel være på vej væk fra CS:GO-scenen, hvis skiftet til Liquids VALORANT-hold bliver en realitet.
Vender Jamppi tilbage til CS:GO?
På Liquid-holdet ses desuden en anden tidligere CS:GO-spiller, nemlig finske Jamppi, som valgte at skifte til VALORANT som følge af sit VAC-ban. Jamppis VAC-ban var dog over fem år gammelt, hvorfor det - ifølge Valves nye regler - ikke længere udelukker ham fra at spille til Majors.
1pv.fr kan endnu ikke sige, hvem Nivera skal erstatte på holdet, men der skulle eftersigende være tale om en sniper-rolle, hvilket netop er dét, Jamppi spiller på holdet.
Det franske medie stiller derfor det relevante spørgsmål, om den unge finne i så fald er på vej tilbage til Counter-Strike-scenen, hvis Nivera altså skal erstatte ham.
Vitality består af:
- apEX
- Kyojin
- ZywOo
- shox
- misutaaa
- Nivera