HUNDEN forlænger ikke med Heroic
HUNDEN forlader Heroic, når kontrakten udløber.
Det skriver Heroic-coachen i en pressemeddelelse, hvor han begrunder sit exit med, at tiden er inde til nye udfordringer.
Det, Heroic og jeg har opnået gennem de sidste 15 måneder, har været fantastisk. Heroic er blevet en fast del af toppen og har vundet flere trofæer i 2020 og 2021.
Jeg er utrolig glad for mit eventyr i Heroic med cadiaN, stavn, TeSeS, b0RUP, niko, sjuush og refrezh og alt, vi har opnået sammen både på det professionelle og personlige plan.
Gennem de sidste par måneder har jeg forhandlet om forlængelse med Heroic, men er kommet til den erkendelse, at jeg gerne vil starte et nyt kapitel i min karriere.
HUNDEN har ellers haft stor succes i Heroic, som han blev coach for i april 2020. Da han ankom var holdet rangeret som nummer 27 i verden, men blot fire måneder senere havde holdet skudt sig op på andenpladsen.
Heroic nåede endda også op på førstepladsen i løbet af 2020, hvor de nåede at ligge i tre uger.
Det kommer dog ikke som den store overraskelse, at Heroic og HUNDEN er på vej hver til sit, for til IEM Cologne rejste han ikke med holdet til Tyskland. Det blev meldt ud helt uden at nævne HUNDEN og offentligheden blev derfor efterladt uden nogen forklaring.
Dust2.dk har spurgt HUNDEN, hvornår han stopper i Heroic, men han har ikke ønsket at give yderligere kommentarer til pressemeddelelsen lige nu. Vi har derfor heller ikke kunne få svar på, om han fortsætter som coach hos et andet hold, når kontrakten løber ud.
Det står derfor ikke klart, om HUNDEN kommer til at coache Heroic til de kommende turneringer efter spillerpausen.
Afviser rygte
Pressemeddelelsen stopper dog ikke ved afskeden med Heroic.
HUNDEN åbner nemlig også op for et verserende rygte, som Dust2.dk også er blevet bekendt med i løbet af i dag.
Det forlyder, at HUNDEN har delt nogle af Heroics taktikker, men det afviser coachen i pressemeddelelsen.
Det handler i stedet om analyse af modstandere, som han har delt med andre coaches, så de kan sparre med hinanden. HUNDEN beskriver selv den sparring som essentiel for hans udvikling som træner.
Der florerer for tiden et rygte om, at jeg skulle have delt Heroics taktikbog, hvilket jeg kategorisk kan afvise. Jeg har den største respekt for Heroic og vil aldrig skade klubben.
Det, jeg har delt, er anti-strat materiale af modstandere i forbindelse med sparring med kollegaer i andre klubber. Vidensdeling er helt essentielt for mig som træner i forhold til at holde mig opdateret og forny mig. På intet tidspunkt har Heroics egne taktikker været delt eller diskuteret.
HUNDEN slutter pressemeddelelsen med at slå fast, at han er klar til at samarbejde med ESIC og dokumentere, at Heroics taktikker hverken har været delt eller diskuteret med trænerkollegaer.
Til slut skal det nævnes at jeg som altid til enhver tid vil samarbejde med ESIC og andre relevante institutioner, såvel som at dokumentere hvad der måtte være nødvendigt.
Indtil HUNDEN er færdig i Heroic, består holdet af:
- cadiaN
- TeSeS
- refrezh
- stavn
- sjuush
- HUNDEN (Coach)
Dust2.dk forsøger at få en kommentar fra Heroic.