Smittet med COVID-19
apEX er testet positiv for COVID-19 og kommer derfor ikke til at tage med resten af Vitality i bootcamp lige i første omgang.
Det skriver den 28-årige Vitality-IGL selv på Twitter torsdag eftermiddag.
Han tilføjer dog også, at han indtil videre har det godt.
Vitality skyder gang i BLAST Premier Spring-gruppespillets gruppe C på søndag, hvor de møder Evil Geniuses. Hvorvidt apEX kommer til at misse denne kamp, fremgår ikke. IGL'en skriver dog, at han tager endnu en test på mandag.
Vitality er dog ikke det eneste coronaramte mandskab til BLAST. Onsdag aften fortalte k0nfig nemlig på sin Twitter, at han ligeledes var testet positiv for COVID-19.
Desuden har også MIBR været coronaramt.
BLAST Premier Spring-gruppespillet skydes i gang fredag i denne uge med gruppe A, hvor G2, Complexity, NIP og BIG er havnet. Astralis er i gruppe B sammen med MIBR, NaVi og OG, mens Vitality er i gruppe C med Evil Geniuses, FaZe og Liquid.