forZe er klar til Majoren
Det var russisk ungdom og rå skills, mod portugisisk rutine og erfaring, da forZe og SAW her til eftermiddag skulle kæmpe om en plads til Majoren. I sidste ende blev det ungdommen som sejrede.
De unge russere startede som lyn og torden på Nuke, SAWs valg af map. Især zorte så ud til, at han bare gerne ville have det overstået og videre til Majoren, da han svingede rundt på ramp og yard med autosniper.
Om det inspirerede hans holdkammerater, skal være usagt, men i forsøget på at skabe en ny meta, kunne han og hans holdkammerater hurtigt spille sig i front med 8-2. Så stoppede legen dog også for zorte og resten af forZe-holdet. SAW fik sat en prop i og hev de sidste fem runder hjem. En spinkel 8-7-føring til forZe på ved pausen.
I anden halveg bølgede kampen frem og tilbage. Russerne tog pistolrunden. SAW reducerede efterfølgende til 8-9. I 20. runde stod arki for en flot 1 mod 3 clutch, der pludselig sendte SAW i front.
Det var dog kun en midlertidig føring til SAW, for forZe spillede sig igen i front, og ved 14-12 lignede det en russisk sejr på første map; det endda til trods for småfejl hist og her hos forZe. Fejl, som de mere erfarne og rutinerede SAW-spillere, udnyttede prompte. Det kom SAW til gode mod de unge og mindre erfarne russere.
Netop SAWs erfaring og rutine kom dem også til gode i sidste ende på Nuke. Anført af to velspillende herrer i skikkelse af MUTiRiS og arki, hev portugiserne de sidste fire runder hjem på bundrutineret vis.
1-0 til SAW, som nu stod med en halv fod til Majoren. De unge russere ville det dog anderledes.
Og det stod hurtigt klar fra starten af andet map, Dust2, at shalfey og resten af forZe-mandskabet ville det anderledes. Meget anderledes. Pludselig var det ungdommen og de rå skills som var i frontsædet, mens SAWs erfaring og rutine langtsomt, runde for runde, måtte give fortabt.
Russerne jordede ganske enkelt et modløst SAW-mandskab på Dust2, russernes eget valg af map. 12-3 ved pausen, efter en stærk T-side. Og så var det ingen sag at lukke den med fire runder i streg som CT. Legestue hos shalfey og co., som hurtigt fik udlignet og annulleret SAWs fordel.
Pludselig var det hele helt åbent igen, inden det tredje og afgørende map, Inferno. Igen viste russerne sig dog for stærke for SAW. Nok engang hev de en sikker føring hjem ved pausen, igen med cifrene 12-3, denne gang på CT-siden. Og igen havde de ingen problemer med at lukke løjerne.
Ved stillingen 16-5 til forZe, kunne de unge russere rejse sig i vild jubel og fejre, at Major-pladsen var i hus med en samlet 2-1 sejr. Fuldt fortjent endda, i en kamp som de, ikke mindst på de to sidste maps, var i fuld kontrol over.
En kæmpe præstation af forZe-knejterne, som endelig forløste deres massive potentiale. Alt imens må de mere rutinerede herrer hos SAW konstatere, at deres Major-chance kom et skridt længere væk.
Chancen er dog ikke længere væk for SAW-holdet, end at de igen i morgen har en chance for at spille sig til Majoren.