"Hele kroppen ryster og sitrer"
Copenhagen Flames gjorde det, de var så tæt på for blot et halvt år siden.
Nu har de spillet sig i top 8 ved majoren og skal på scenen foran tusinde mennesker i Sportpaleis Antwerpen.
Dust2.dk fangede en tydeligt rørt roeJ efter kampen og bad ham om at sætte ord på præstationen.
Kæmpe tillykke. Først og fremmest - følelser. Kan du beskrive lidt, hvad du står med nu her?
Jamen det er helt ubeskriveligt. Hele kroppen ryster og sitrer, det er lidt vildt. Lidt den samme følelse, som dengang vi kvallede til majoren første gang, så det er jo også bare noget, man gerne vil prøve igen.
Nu kommer vi så endnu et skridt videre og opnår den plads i arenaen, som vi har drømt om så længe, så det er mega fedt, at vi ikke snubler på målstregen her, for det havde været rigtig hårdt at tabe.
Copenhagen Flames satte ild under Inferno, hvor Imperial ikke fik et ben til jorden. Det var ikke noget roej og holdet havde forudset inden kampen.
Jamen altså, vores inferno har været super dårlig i lang tid, og folk har punish pick'et den imod os. Det har faktisk været ok til træning, men vi har aldrig rigtig kunne føre det videre til officielle kampe, så jeg ved det ikke.
Både i går og i dag der havde vi bare en mega god ro, da vi sad og spillede, og der var styr på tingene, god kommunikation og rigtig godt samarbejde hele vejen igennem. Jeg tror det hjalp os sygt meget på CT-siden i hvert fald. Vi fik momentum ret hurtigt, og så kørte det bare derud af. God selvtillid hele vejen igennem.
Det var en anden historie på Vertigo, der var lige ved at gå galt for flammerne, men da først den røg i overtid, så var roeJ sikker på, at de var det bedre hold.
Jeg tror da vi kom på 15-15, var vi allesammen overbevist om, at vi nok skulle vinde, fordi vores Vertigo er rigtigt god og de er ikke sådan super gode på den.
Jeg synes vi var lidt uheldige på T-siden nogle af de første runder, der gør, at vi kommer bagud, og som gør, at vi overhovedet ender i OT i første omgang.Jeg tror mange af os sad med følelsen af, at vi skulle have vundet tidligere end det, så da vi kom i OT, der er vi fulde af selvtillid.
Der skulle dog to gange overtid til, før Flames kunne kalde sig sejrherrer.
Vi kommer så ind igen og er lidt uheldige på A-siden, og det plejer ellers at være der, vi er allerstærkest. Der sker nogle ting, som vi ikke helt er vant til, der gør at vi skal justere lidt. Det er det, der gør, at vi får lidt problemer, men så hiver vi den bare hjem igen her til sidst, så det er mega fedt.
Tidligere på dagen lavede Dust2.dk et interview med Zyphon, hvor han udtalte, at legenderne fra Imperial ikke skræmte ham. Han gik derefter ind og leverede pragtpræstationer på begge maps.
Vi spurgte roeJ, om han ville sætte lidt ord på den unge stjernes storkamp.
Jamen det er skidefedt. På første map - det var helt vildt nogle af de ting han lavede. Det er den Zyphon, man kender, når han er i sin prime, for han er rigtig, rigtig god individuelt.
Jeg tror vi fik noget af det at se på Inferno, nogle af de instant headshots han laver flere gange i træk, hvor de nærmest ikke engang når at skyde et skud.
Jeg er bare mega stolt af ham og synes, det er mega fedt, at han kan levere sådan en præstation i sådan en vigtig kamp her.
Kommer familien og ser i arenaen?
Det gør de ja. Nu skal jeg op og finde billetter og hotel til min mor, som kommer. Jeg tror hun står derhjemme og jubler, fordi hun skal af sted.