Hold snydt for præmiepulje på 1,3 millioner
Tilbage i februar blev turneringen HCG Masters Season 1 skudt i gang med en præmiepulje på 1,3 millioner danske kroner.
Her deltog blandt andre danske MASONIC, Los Reyes og HeroC1ty, mens turneringen også havde hold som Eternal Fire og Bad News Eagles på deltagerlisten.
Ingen af dem har dog set nogen til den enorme præmiepulje, der aldrig er blevet udbetalt ligesom turneringen aldrig blev færdigspillet. Slutspillet skulle have været på LAN i Portugal, men hverken offline eventet eller online erstatningen blev afviklet.
Den noget suspekte turneringsarrangør Hardcore Gaming har siden forklaret at pengene er forsinket, fordi en sponsor trak sig. CEO Ferenc Kern har udtalt, at han har pantsat sin egen ejendom i et lån.
Mediet Esport News UK bragte i april en længere artikel om sagen, idet turneringens castere heller ikke fik den løn, de blev lovet.
TO holder fast: "Vi vil have, at alle får det, som vi skylder"
Casteren Hyferia meddelte i maj, at betalingerne til personale endelig begyndte at rulle, men om holdene nogensinde ser noget til de manglende præmiepenge er yderst tvivlsomt.
I et svar til den danske caster 7ri på Twitter skriver Hardcore Gaming mandag følgende:
Vi vil stadig gerne nå til en endelig løsning. Vi ved, at vi har efterladt mange i noget lort. Vi ønsker ikke at forsvinde. Vi vil have, at alle får det, som vi skylder dem. Vi er ikke kommet så langt ud af egen vilje.
Los Reyes (nu Sashi) står til at modtage 22.300 kroner, mens MASONIC nåede slutspillet og derfor var sikret mindst 67.000 kroner.