dupreeh og Magisk har været holdkammerater i snart fem år.

dupreeh: Vi ramte øjeblikke, jeg genkendte fra Astralis

dupreeh taler ud i stort ekslusivt interview med Dust2.dk. Her får du første del.

Der er sket meget i løbet af de sidste par måneder for den danske legende dupreeh.

Han har vundet ESL Pro League, ramt nummer 1 på verdensranglisten, slået rekorden for flest vundne præmiepenge, og han er den sidste spiller tilbage, som har været med til alle majors i CS:GO's historie.

... og nåh ja, så skal han være far.

Derfor løftede vi røret og tog fat i dupreeh til et eksklusivt interview om trofæer, rekorder, mentalitet og majoren. Interviewet fandt sted mandag d. 17 oktober og er delt op i to artikler, hvor du her i første del bl.a. kan læse om EPL og det at vinde store turneringer igen.

Jeg kunne genkende momenter fra tiden i Astralis

Den 2. oktober vandt dupreeh sin første turnering i to år.

For mange andre spillere lyder det måske ikke så skidt, men for dupreeh er det noget af en pokal-tørke. Faktisk var 2021 det eneste år i CS:GO's historie, hvor dupreeh ikke stod øverst på podiet ved en turnering.

Derfor var det også en lettelse for veteranen, da Vitality vandt 3-2 over Liquid i finalen ved ESL Pro League Season 16.

Jeg tror, det var en lettelse for alle på holdet - både for organisationen og for spillerne. Det var fedt at mærke igen, i hvert fald for mig, Emil og Danny (Magisk og zonic, red.), at vi stadig havde, hvad der skulle til for at vinde en af de største turneringer, der er.

Det var mega betydningsfuldt, og det var også dejligt at mærke, at det her internationale projekt, vi startede for snart et år siden, har båret frugt nu.

Og det kom ikke fuldstændig som en overraskelse for dupreeh, at Vitality vandt i Malta. Allerede op til turneringen var der positive tegn i træningen.

Der var nogen signaler, hvor jeg godt kunne mærke, at vi spillede godt. Mest den måde vi fungerede på som hold efter tilføjelsen af Spinx, og at spillet flød ret godt. Det kan jo godt være sådan en honeymoon periode, men vi havde jo allerede spillet vores første turnering, hvor vi desværre ikke kvalificerede os til BLAST direkte.

Efter det synes jeg egentlig vi ramte nogle momenter, som så rigtig gode ud, og som jeg kunne genkende, fra da vi spillede i Astralis, hvor jeg op til turneringer følte at, ok, vi har måske en mulighed for at vinde noget her.

Det strategiske forsvinder

Finalen ved EPL endte med at være noget af en maraton-kamp. Hele syv timer og fem maps skulle der til, før Vitality til sidst kunne løfte armene i vejret - og det er noget, som påvirker spillets kvalitet, mener dupreeh.

Der rigtig meget mentalitet i de der bedst af fem kampe. Det handler selvfølgelig om at komme godt fra start og være med i kampen, men jo længere du kommer i en bedst af fem, desto mere trætte bliver vi allesammen, og desto hårdere bliver det. Til sidst ender det jo bare med, at det handler mere om, at du kan holde til det mentalt, end at du kan holde til det taktisk.

Det strategiske forsvinder, og så handler det mere om, at du kan lave de rigtige mid-round calls. Du har spillet så lang tid og håber bare, at det, du kalder, er det rigtige, og at du kan holde hovedet koldt. Du har været bagud 0-1, 1-1, 1-2, og så lige pludselig står den 2-2, og så skal du samle dig sammen til, at nu er det sidste og afgørende bane, og du spiller altså på 7. intense time.

Efter finalen spurgte du ind til folks holdninger til bedst af fem kampe på Twitter. Hvad fik du ud af svarene og hvad synes du selv?

For mig var det vigtigt at få en fornemmelse af, hvad synes pøblen, hvad synes eksperterne, og hvad synes alle mulige forskellige mennesker i den her branche. Hvad synes I rent faktisk om det her?

En ting er jo, hvad vi spillere synes, og det er klart, at hvis det kun er spillerne, der synes, det er nederen, så er det måske lidt svært at få lavet en ændring på det, hvorimod hvis det er alle i branchen, som synes, det er for meget og ikke fungerer, så er der måske en mulighed for at få det ændret. Jeg synes personligt ikke, at det er superfedt at spille bedst af fem. Det er der flere årsager til, men det er også vigtig at høre, hvad andre synes.

Læs opslaget og nogle af de mere end 500 svar her:

#1(Med 0 svar)
22. oktober 2022 kl. 09:13
TubbyGold
Haha, jeg er vild med at han omtaler den brede befolkning som pøblen. Næste gang må I spørge ham om, hvordan det føles at blive manhandled af BlameF og Co foran pøblen 😅
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.