Ny kulturminister kaldes i samråd om BLAST
"Det skal danske skatteydere ikke bidrage til".
Sådan lyder det fra Søren Søndergaard, kulturordfører for Enhedslisten, til DR Sporten.
Menneskerettigheder er et emne, der har fyldt en masse under og op til ved det igangværende VM i Qatar, men vender man snuden lidt længere østpå, sker noget lignende med en stor esportsbegivenhed i Abu Dhabi.
Her er danskejede BLAST ApS nemlig i gang med at afvikle turneringsarrangørens årlige finaler.
Og at det netop er i ørkenstaten, BLAST Premier World Final skal afgøres, får nu kritik fra politisk side.
Enhedslistens kulturordfører Søren Søndergaard har nemlig i sinde at kalde den nyudnævnte Kulturminister Jakob Engel-Schmidt i samråd.
I 2018 investerede Vækstfonden, der er en statslig investeringsfond, sammen med to private fonde intet mindre end 74,5 millioner kroner i BLAST ApS.
Og problemet er netop, at BLAST ApS i sidste ende også er delvist ejet af de danske skatteydere qua investeringen fra Vækstfonden. For investeringer i Abu Dhabi skal ifølge kulturordføreren ikke ske med de danske skattekroner.
En ting er, at private virksomheder investerer i Abu Dhabi og lignende diktaturstater, men det skal danske skatteydere ikke bidrage til. Derfor vil jeg diskutere med ministeren, om det virkelig kan være rigtigt, at Vækstfonden, som jo udtrykkeligt har forretningsetik og samfundsansvar stående i sin målsætning, direkte eller indirekte skal bidrage til investeringer i dette fyrste-diktatur, siger Søren Søndergaard til DR Sporten.
"Vækstfonden har et skærpet ansvar"
Det er første gang, BLAST afvikler sine finaler i Abu Dhabi, men dette er ikke en engangsfortælling, eftersom den danskejede virksomhed indgik et treårigt samarbejde med Abu Dhabi Gaming i sommers.
De Forenede Arabiske Emirater, som er landet, der afholder finalerne, forbindes og kritiseres oftest med at have problemer med basale menneskerettigheder; færre kvinderettigheder, homoseksualitet er ulovligt og fængsling af systemkritikere.
På baggrund af de forhold har Amnesty International Danmark kritiseret BLAST ApS' turnering i Abu Dhabi.
De Forenede Arabiske Emirater bruger ligesom andre autoritære regimer i regionen store sportsevents til at fjerne fokus fra de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der foregår i landet, siger Malene Haakanson, pressechef i Amnesty International Danmark.
Samtidig understreger Malene Haakanson, at BLAST delvist er finansieret af offentlige mider, herunder blandt andet Vækstfonden. Som en statslig intuition, mener Malene Haakanson, at Vækstfonden har en særlig forpligtelse til at leve op til FN's menneskerettigheder.
Som en statslig finansieringsfond har Vækstfonden et skærpet ansvar, og den bør derfor spørge BLAST, hvad de har gjort sig af overvejelser og forarbejde, inden de valgte at indgå i et samarbejde i et land, der er kendt for alvorlige menneskerettighedskrænkelser.
BLAST har en stor rolle i Danmark og udlandet, da turneringsarrangøren blandt andet står bag Danmarks allerstørste turneringer i Royal Arena i København samt skal levere CS:GOs næste major i Paris.