14-årigt stortalent: "Jeg har følt, at der var ekstra meget pres"
Der er mange talentfulde spillere i POWER Ligaens divisioner, men på topholdet i 1. division render en helt speciel spiller rundt.
Det er den blot 14-årige Sukker, som af mange er udråbt som det næste store talent i dansk Counter-Strike, og det er noget, der selvfølgelig påvirker den unge spiller.
Over for Dust2.dk fortæller han dog, at han har gode folk omkring sig, som kan hjælpe med at håndtere det store pres, der er på ham.
Jeg prøver at snakke med mine gode venner og holdkammerater, hvis jeg er nervøs eller føler, at der er pres på mig. Jeg synes for det meste, at det hjælper at snakke med nogen om tingene, hvis man har det svært, siger Sukker og fortsætter:
Jeg har fået ekstra meget hjælp i den her sæson af min gode ven Sotobadi. Det er et meget godt og nyt hold i 1. division, jeg spiller på, så jeg har følt, at der var ekstra meget pres. Jeg har også min bror Chr1zN, som har spillet på det niveau og højere endnu. Det hjælper også altid at snakke med ham om tingene og få hans perspektiv.
På vej mod POWER Ligaen
Efter denne uges spillerunde i POWER Ligaens 1. division har Brøndby Esport, som Sukker spiller for, sat kursen mod den øverste division, da holdet ligger på en solid førsteplads.
Mandskabet er også i storform og har vundet de seneste seks kampe - blandt andet en mod favoritterne fra XI Gamerpay, som har mertz på holdkortet.
Netop dette glæder også den unge Brøndby-stjerne, som fortsat har øjnene rettet mod det første mål - oprykning.
Det føles godt, at alt det hårde arbejde betaler sig, og vi viser gode takter som et nyt hold. Vi skal stadig lige spille anden halvdel af sæsonen færdig, før vi kigger frem mod POWER Ligaen, fordi der er mange dygtige hold i 1. division, og det føles som om, at alle kan slå alle.
Selvom Sukker i første omgang holder fokus på denne sæson og at sikre oprykning, så er han dog ikke bleg for at indrømme, at han drømmer om POWER Ligaen.
Vores fokus er på 1. division, men når det er sagt, ville det være en milepæl for både mig og resten af holdet at spille i Ligaen. Jeg synes, at det ville være mega fedt at spille mod mange af dem, som man ser op til på den danske scene. Nu må vi jo se, hvordan 1. division slutter, før vi tænker på POWER Ligaen.
I denne sæson af POWER Ligaen har Sukker leveret en rating på 1,15 og en KD på hele 1,30. Det gør ham til henholdsvis den 7. og 5. bedste spiller i 1. division målt på de to parametre.
Brøndby Esport består af:
-
Dengzoe
-
nut nut
-
foam
-
Sukker
-
sL1m3
-
Mugge (coach)
-
ViggeLed (coach)