Ekspert forudsiger tæt finale
Den længeventede finale i POWER Ligaen er snart ved at være over os, da favoritterne fra Astralis Talent tager imod undertippede CEPTER klokken 20:00 i aften.
Da sæsonen blev skudt i gang i januar, havde de færreste nok regnet med, at finalen ville stå mellem Astralis Talent og CEPTER.
Men efter Astralis Talents flotte spil gennem hele sæsonen samt i diverse internationale turneringer, er de også store favoritter til at løfte trofæet, erkender s0mmer.
Jeg tror, at de fleste har ret i, at Astralis Talent har favoritværdigheden. Både i semifinalen mod MASONIC samt deres seneste internationale kampe, så ser deres nuværende form virkelig stærk ud.
En håndfuld af spillere er stærke bejlere til at løbe med MVP-medaljen, når aftenen er omme. Specielt Altekz har spillet en stor rolle i talentholdets flotte resultater.
s0mmer, der tidligere har ageret træner og spiller, bider også mærke i, at Astralis Talents aftaler og spil ser utrolig gennemarbejdet ud.
Især en spiller som Altekz har virkelig fundet sit spil frem, og han har virkelig fundet sig til rette, efter MistR er kommet tilbage til talentholdet. Deres hurtige spil og aftaler virker bare mere gennemarbejdet, hvor nogle af de andre POWER Ligaen-hold får problemer med at følge med, udtaler s0mmer, der dækker kampen sammen med Zeas i aften, til Dust2.dk.
Astralis Talent har en bred mappool, og det kommer dem også til fordel i aften, da CEPTER ikke har mulighed for at banne alle maps.
Selvom, at Astralis Talent på papiret bør vinde kampe, skal man aldrig skrive CEPTER ud af ligningen.
Astralis Talent har også en solid mappool – Inferno er drømmevalget, og de vil gerne spille Ancient og Overpass. CEPTER har ikke mulighed for at fjerne det hele, og de kan ikke undgå at spille på et af talentholdets komfortable maps, fortæller eksperten og tilføjer:
Jeg tror dog på, at CEPTER sagtens kan give Astralis Talent kamp til stregen.
Ryxxo bliver vigtig
Til trods for at de fleste nok ikke havde spået CEPTER i finalen, består holdet af en række utrolig erfarne herrer, der har prøvet at vinde før.
Aftenens kommentator forventer også, at det bliver svært for alexsomfan og kompagni, hvis de ikke møder individuelt op til kamp og bider fra sig.
Jeg tror ærlig talt, at CEPTER’s største hæmsko er dem selv. De har et mandskab med virkelig dygtige og erfarne spillere. alexsomfan har af flere omgange ført hold til finalerne, hvor Ryxxo hev en MVP i én af dem, og vi ser i deres seneste kampe, hvad de kan levere, når spillerne er på bølgelængde, udtaler s0mmer til Dust2.dk og uddyber:
Det er svært for CEPTER at vinde vetoen, da talentholdet spiller det meste, så der er behov for, at CEPTER individuelt møder op fra start med hovedet det rette sted, og holder humøret, selvom de bliver presset ud i fejl.
I gårsdagens semifinale mellem Astralis Talent og MASONIC fik J3nsyy ikke et ben til jorden, men hvis nogen skal pille de unge Astralis Talent-spillere fra hinanden, er det Ryxxo.
Ifølge s0mmer er Ryxxo nemlig det gemte es i ærmet.
Astralis Talent gjorde det nærmeste umuligt for J3nsyy at skabe muligheder med AWP’en i gårsdagens semifinale. Det tror jeg ikke, at de får lov til mod Ryxxo, som er en spiller, jeg tror på – om nogen – kan pille talentholdet fra hinanden, som kan være en stor faktor for, om CEPTER skulle gå hen og tage finalen.