Astralis lancerer officiel fanklub
Danish Corner.
Hvis du har fulgt med i Astralis' helt store kampe i arenaer rundt omkring verden, har du muligvis stødt på navnet før.
Et hav af danske fans har nemlig fulgt Astralis-spillerne verden rundt som en uofficiel fanklub, men det er ikke længere tilfældet, da Danish Corner er blevet den officielle fanklub for Astralis-fans.
Det kunne Astralis præsentere tidligere i dag i en pressemeddelelse.
Målet med fanklubben er at samle så mange Astralis-fans som muligt til turneringer, og som giver mulighed for at være sammen både i og udenfor turneringer, ligesom de kan være med til at støtte op online og til andre events.
Uanset hvor vores hold rejser hen, møder de fans verden over, og især i Danmark mærker spillerne opbakningen. Vi har længe haft tanker om at gøre endnu mere for den gruppe, der støtter os allermest og samarbejdet med Danish Corner betyder, vi nu kan tilbyde nogle ting og lave nogle tiltag i samarbejde med vores partnere, Astralis Nexus, turneringerne og vores forskellige hold, der forhåbentlig kan gøre det endnu sjovere at følge Astralis, uanset hvem du er. Den støtte vi har oplevet, også mens vi genopbygger holdet, er ekstremt vigtig, og jeg er glad for, vi nu tager skridtet med en officiel fanklub, lyder det fra Anders Hørsholt, CEO for Astralis, i pressemeddelelsen.
Især Astralis-kaptajnen, gla1ve, har haft fornøjelsen af at opleve Danish Corner til de allerstørste turneringer.
Astralis-fans er gjort af noget helt specielt både i medgang og modgang. Det er den vildeste følelse, når man vinder og løfter pokalen foran tusindvis af fans, men den opbakning, vi mærker i modgang, kan slet ikke sammenlignes med noget andet.
Derfor glæder jeg mig meget over, at Danish Corner nu er blevet officielle og kan vokse sig endnu større og stærkere. Astralis er en familiefølelse, og det mærker man allerbedst hos de fans, der bare er der for os altid. Jeg glæder mig til, vi for alvor kan betale dem tilbage med nogle sejre og endnu flere gode oplevelser, siger holdkaptajnen, fortæller gla1ve i pressemeddelelsen.
"Jeg er da pissestolt hver gang"
Danish Corner-projektet startede tilbage i 2017, hvor det dengang bare handlede om en lille gruppe af venner, der primært mødtes til turneringer i Danmark.
Siden da er Danish Corner vokset en del, og man kan ikke undgå at spotte Astralis-fans til turneringer - endda de turneringer, som Astralis ikke engang deltager i.
Danish Corner var fra starten af 2017 en lille gruppe venner, der mødtes til turneringer, primært i Danmark. I dag ser vi hundredvis af Astralis-trøjer til kampe rundt omkring i verden, og til de største turneringer er der tusindvis af fans, der støtter holdet, men der er mange, mange flere, der sidder hjemme og ser kampene eller bare holder med Astralis. Det er et fællesskab, hvor alle er velkomne, og hvor fællesnævneren er kærlighed til spillet – og til Astralis selvfølgelig.
Uden at gøre reklame eller for alvor at tilbyde andet end en Facebook-gruppe, har vi i dag samlet mere end 800 uofficielle medlemmer, og med det her tiltag, hvor vi får hjælp af Astralis til at arrangere ture, billetkøb, holde særlige events for medlemmer og har en direkte linje til holdene, forventer jeg klart, vi kommer til at mærke en stor opbakning fra især danske fans. Vi har allerede en del medlemmer fra udlandet, og alle er velkomne, men jeg tror folk bliver overraskede over at høre, hvor mange danskere der virkelig brænder for det her hold og alt det organisationen gør for dansk esport.
Jeg er da pissestolt hver gang, Astralis involverer sig i diverse tiltag til gavn for esporten og samfundet generelt. Det er bl.a. derfor, der er så mange, der holder fast, og at flere kommer til, selvom vi i en periode ikke har haft resultaterne med os. Resultaterne kommer helt sikkert, især med en ny stor officiel fanklub i ryggen, men Astralis-familien vil altid være noget helt særligt, uanset hvornår vi vinder den næste Major.
Den femte Major må da meget gerne komme i Royal Arena næste år, men uanset hvad kan du være sikker på, du vil se tusindvis af Astralis-fans bakke op om holdet, holde en kæmpe fest og nyde at være en del af Danmarks fedeste esports-fællesskab. Det er dét, Danish Corner er, og nu er vi endda officielle, fortæller David Rasmussen, formand for Danish Corner, i pressemeddelelsen.
Astralis' næste store LAN-turnering i den 29. maj, når IEM Dallas sættes i gang.