
Her er sidste chance for at handle Astralis-aktier
25. oktober 2023.
Det er dagen, du nok hellere må smide i kalenderen, hvis du vil nå at handle Astralis A/S-aktier på Nasdaq First North Growth Market Denmark.
Tilbage i juli indkaldte Astralis til ekstraordinær generalforsamling, hvor eneste punkt var at stemme om, hvorvidt Astralis A/S skulle tages af aktiemarkedet.
Begrundelsen for at blive taget af børsen var, at aktien siden børsnoteringen i 2019 er faldet til så lav en værdi, at det hæmmer selskabets likviditet og mulighed for at navigere i eksisterende og nye markeder.
I begyndelsen af august blev det så stemt igennem, og i midten af samme måned var ansøgningen om at blive taget af børsen godkendt.
Tirsdag er der så nyt, for i forbindelse med udgivelsen af Astralis' halvårsrapport, skriver selskabet, at sidste dag til at handle aktien er onsdag den 25. oktober i år.
Hvis du vælger at beholde dine aktier til efter den 25. oktober, ejer du stadig den samme procentuelle del af firmaet, men aktierne kan ikke handles på børsen. Du vil altså typisk selv skulle finde en køber, hvis du vil af med din beholdning af Astralis-aktier.