HEROIC I FAREZONEN
Heroic er havnet i farezonen efter et nederlag i overtid til spansk-portugisiske KOI.
Nederlaget betyder, at Heroic nu har en 1-2-score i swiss-gruppen. Taber de deres næste kamp, så ryger de ud af den lukkede kvalifikation, og må dermed vinke farvel til den europæiske RMR-turnering og majoren i København.
Heroic tog hul på den lukkede kvalifikation med en sejr over FORZE, hvorefter de dog måtte se sig slået af verdens nummer tre, MOUZ. I tredje spillerunde lød modstanderen så på KOI, der viste sig at blive noget af en mundfuld for danskerne.
De to mandskaber spillede tæt op mod hinanden med en 6-6-stilling ved sideskiftet. Med seks sammenhængende runder på T-siden var det dog KOI, der kom først til de 12-runder.
Herefter lagde Heroic sig i selen for at udløse overtid, men lige lidt hjalp det, da KOI trak det længste strå og løb med en tæt 16-14-sejr.
Særligt KOIs 22-årige dav1g spillede en god kamp på Nuke, hvor han præsterede en 1.31 rating kun overgået af sjuush.
Heroic er ikke det eneste danske hold, der hænger i en tynd tråd efter dagens opgør. Også Preasy og ECSTATIC er havnet i farezonen med en 1-2-score.
De spiller dermed alle om overlevelse i deres næste kampe.