dupreeh: "Det bliver uden tvivl rigtig svært til RMR'en"
Majoren i København kommer nærmere og nærmere.
Senest blev online-delen af den første CS2-major et overstået kapitel, efter Preasy og tre andre danske mandskaber gik videre til RMR-turneringen, der bliver afviklet i Rumænien.
Et lille stykke tid efter Preasys vigtige sejr over 3DMAX fangede Dust2.dk en glad dupreeh, der begynder at nærme sig sin 20. major i Counter-Strike.
Det betyder selvfølgelig en hel del (at kvalificere sig til RMR'en, red.). Det var klart målet at nå til RMR. Det følte vi var realistisk, så vi er meget, meget glade!
Det har været nogle hektiske to uger, vi har haft en masse træning og bootcamp, og så ellers bare maratonkampe dag på dag, udtaler dupreeh til Dust2.dk.
Nu er det efterhånden sjældent, du spiller online-kvalifikationer. Var det måske sværere end forventet, eller skal man bare vænne sig til det?
Jeg er jo en ‘gammel spiller’ i forhold til alle de teenagere, der er på vej frem efterhånden. Jeg mindes ikke, jeg har spillet en online-kvalifikation i de sidste mange, mange år - så det har helt sikkert været anderledes og meget intenst, men jeg vidste, hvad der var på spil, så der var bare at hive guldskeen ud af røven og spille, fortæller dupreeh og tilføjer:
Jeg har været utrolig priviligeret og været på dygtige mandskaber i hele min karriere, hvor vi altid bare fik invitationer til turneringerne, eller var et partnerhold, så det har været en stor omvæltning - specielt mentalt. Men det har været en lærerig proces.
Udover sit korte ophold hos Heroic har dupreeh brugt de seneste par år med at kommunikere på engelsk i tiden på Vitality. Den femdobbelte major-vinder er dog glad for at spille på sit modersmål, som også frembringer flere minder fra Astralis.
Jeg er rigtig glad for at spille på dansk - det føles bare dejligt og flydende. Ikke at mit ophold i Vitality med engelsk kommunikation har været dårligt, men det har givet mig en masse gode stunder og flashbacks til tiderne i Astralis at kunne spille på sit modersmål.
Fokus på RMR-turneringen
Til RMR-turneringen, der begynder et par uger inde i februar, spiller 32 hold om bare 17 pladser til majoren i København.
Selvom dupreeh kun har været en del af holdet i en måneds tid, har holdet allerede vist glimt af, hvad de kan levere på serveren. Det kom især til udstråling mod MOUZ og Spirit.
Det bliver uden tvivl rigtig svært til RMR'en, og vi skal helt sikkert hive nogle gode præstationer op af hatten. Men vi har så småt spillet 18 dage sammen, og vi er nået ret langt på kort tid, fortæller dupreeh og fortsætter:
Vi har uden tvivl spillet mod de bedste hold i den lukkede kvalifikation i form af Astralis, Spirit og MOUZ. Vi skulle have slået Spirit og MOUZ med de præstationer, vi lagde på dagen, og kampen mod Astralis kunne have været en tættere affære, hvis vi lige fik lukket de rigtige runder og spillet bedre, men det var en svær kamp på mange måder!
Den femdobbelt major-vinder er udmærket klar over, at det bliver en svær opgave at gå videre, men danskeren ser stadig fine chancer for at gå hele vejen til majoren i København.
Jeg tror godt, vi kan gå videre til hovedturneringen. Men der skal arbejdes lige så hårdt, som vi har gjort de sidste uger, og der skal tilføjes og vrages, finpudses og spilles en masse, hvis det skal kunne lade sig gøre. Jeg skal i hvert fald gøre, hvad jeg kan, for at det lykkes, og det ved jeg også, at resten af gutterne vil.
I min optik er en major en kæmpe mental kamp, både før og under turneringen. Der har jeg rigtig meget erfaring, og jeg håber, jeg kan give det videre til mine holdkammerater. Det er også derfor, man ser så mange upsets - presset er rigtig stort, og ikke alle når at finde sig til rette, før det er for sent. Så jeg glæder mig.
Man kan næsten kun forvente, at mange danskere håber på at se jer indtage scenen i Royal Arena. Vil det betyde lidt ekstra at nå majoren med et dansk hold?
Selvfølgelig kunne det være en kæmpe drøm, men mine tanker er slet ikke der. Jeg holder fri i aften, og i morgen starter jeg så på at forberede mig på RMR’en, slutter Preasy-spilleren.