R0nic: "ruggah skal ind og sætte grænser for holdet"
Dust2.dk ved BLAST Premier Spring Groups 2024
Stemningen er høj hos Astralis, og de tog en klar sejr over Falcons i går.
Alligevel kom det som en overraskelse for R0nic, at holdet går ind og vinder og verdens nummer 1.
Ja, det vil jeg sige. Vi havde rimelig godt styr på, hvordan vi gerne ville spille mod dem, men vi blev lidt overraskede i vetoen. Men i forhold til alle de snakke, vi har haft på det seneste efter den lukkede kvalifikation til majoren, så har vi bare fået rykket på rigtig mange ting.
Der er sket rigtig meget, rigtig hurtigt, men selvfølgelig er det en overraskelse for os, når de ikke har tabt et map i seks Bo3'er i streg og har været ekstremt dominerende. Så det er sgu en overraskelse. Det kan man ikke komme uden om.
Du siger, at I har ændret og rykket rundt på nogle ting. Hvad er det for nogle?
Det er lidt mere spilleteknisk om, hvordan vi spiller i nogle specifikke situationer, som vi har fået rettet til. Så vi er lidt mere clean mid-round, og man kan også se i nogle runder, at folk hjælper rigtig meget til med at call. Vi får spillet rigtig tæt på hinanden, så vi kan trade ud i svære situationer også, og det kører bare.
Vertigo og Overpass blev klare sejre til Vitality og Astralis, hvis man kigger på det endelige resultat, men begge maps var faktisk tættere, end man skulle tro, og mange runder blev afgjort på marginaler.
R0nic kommer med et bud på, hvilke marginaler der faldt ud til Vitalitys fordel på Vertigo.
På Vertigo var det nok mest, at vi ikke fik vundet runde to efter pistolerne på CT. Så tror jeg, at kampen havde været lidt mere lige. Vi taber runden, bliver nødt til at force, taber force buy igen, taber næste runde, og så taber vi første køb igen.
Jeg tror, det var en ret tæt 1v1, så vidt jeg husker. Så vi kan bare ikke få noget økonomi på den CT-side, så der bliver kampen svær for os at vinde på det tidspunkt der, tror jeg.
ruggahs rolle
Tidligere på dagen blev det offentliggjort, at ruggah støder til som ny coach i Astralis efter hans kontrakt med OG udløber.
Astralis sagde farvel til deres tidligere coach, casle, i december sidste år. Siden da har det været assistenttræneren R0nic, der har stået bag holdet.
Men i lyset af sejren over verdens bedste hold, blev vi nødt til at spørge R0nic, hvad det egentlig er, ruggah skal gå ind og hjælpe holdet med.
Jamen, nu har jeg bare stået til med daglig træning. Jeg har ikke været helt vildt meget inde over det taktiske, men jeg har hjulpet, der hvor jeg kunne. Jeg har hjulpet Benjamin (blameF, red.) en del.
Men ruggah skal ind og sætte lidt flere grænser for holdet, fordi der er mange, der har en mening, og der er mange stjernespillere. Så han skal lige være med til at have lidt mere styr på de ting overordnet, og så skal han også komme med sit bidrag taktisk og være lidt tættere på Benjamin, end jeg har været lige nu.
Og så tror jeg, at han kommer til at bidrage med en masse god erfaring også, for han har jo været coach i rigtig mange år nu, så det er jeg sikker på, at det nok skal blive skidegodt.
Så han kommer ind og indtager en lederrolle på holdet?
Ja. Nu er jeg ikke så moden, så... Nej, moden og moden, jeg har ikke været coach i så lang tid, og det er nogle store drenge, man har at arbejde med, så det ville ikke være rigtigt for mig nu at skulle være træner på det her niveau.
Så det bliver nice at få ruggah ind, for ham kan jeg lære rigtig meget af på den lange bane.Så om to-tre år, der kan det være, at jeg skal være coach, men det er der ikke nogen, der ved. Det vil man jo håbe.