Patti: "Fornemmede vi ville vinde"
Dust2.dk ved RMR-turneringen i Rumænien.
Det startede så stille i ECSTATIC-lejren, i opgøret mod Monte, men det endte med et jubelbrøl, en åbningssejr og et ECSTATIC-hold i ekstase. Efter kampen hev vi holdets kaptajn, Patti, til side, til et par kommentarer.
Bagud 2-7 i løbet af første halveg, var der ikke meget at juble over for Patti og co., som virkede lidt nervøse i starten. Patti fornemmede ligeledes selv, at de var lidt stressede og nervøse fra kampens start.
Vi starter med at tabe pistolrunden. Og CT på Anubis er mega svær at spille. Vi har nogle uheldige runder, og nogle spawn-calls, der ikke helt går efter planen. Vi var måske lidt stressede, det var vores første kamp osv.
Lød det fra Patti, om den lidt sløve start. Inden han videre kunne fortælle, hvad planen var for at komme tilbage i kampen.
Vi aftalte inden kampen, at tage det én runde af gangen, og det var dét, vi gjorde.
Nede 2-7 tog Patti og hans holdkammerater det ret nok én runde af gangen, og det gav altså bonus i sidste ende. Først fik de reduceret til pause-stillingen 5-7, inden de forholdsvis sikkert kunne køre sejren hjem efter sideskiftet.
Og efter de havde skiftet side, og nu skulle spille på T-siden, så var Patti ikke i tvivl om, at han og resten af holdet nok skulle køre den hjem.
Lige så snart vi kom på 5-7 inden pausen, havde vi en fornemmelse af, at vi godt kunne vinde den her kamp. T-siden på Anubis er god for os. Vi har godt styr på vores T-side (på Anubis, red.), og vi tror på os selv og vores spil.
Med den flotte og overraskende sejr i hus, kan ECSTATIC nu se frem til, at skulle spille med i den sjove ende af RMR B, sammen med resten af 1-0-holdene.
Nu skal vi finde ud af hvem vi skal møde, og hvornår vi skal spille. Så forberederer vi os til den kamp. Og så tager vi den ellers derfra.
Afslutningsvis havde Patti også en kommentar til holdkammeraten kraghen, som spillede kampen med den ene arm i gips. Det kan du læse mere om herunder. Fik du i øvrigt ikke set kampen, så kan du se et fyldigt sammendrag her.