dupreeh efter nederlag: "Ikke at være til majoren er på en måde skæbnen"
Majoren i København bliver uden dupreeh og uden Preasy.
Det blev en realitet onsdag aften, efter Preasy-mandskabet led et skæbnesvangert 1-2-nederlag til Guild Eagles.
Efter kampen stillede en skuffet dupreeh op til interview med HLTV, hvor den femdobbelte major-vinder ikke lagde skjul på skuffelsen, men samtidig havde set den lidt komme.
Selvfølgelig er jeg lige nu skuffet og ked af det. At ikke komme med til major i København og ikke være med til en major for første gang er på en måde bare skæbnen, tror jeg, udtaler dupreeh til HLTV og fortsætter:
Vi har den første major i København, og jeg kommer ikke til at være en del af det. Det er lidt underligt, når jeg har været til stede ved alle de andre. Set i bagklogskabens lys føles det bare som om, det ikke skulle være sådan (at komme til majoren, red.).
Selvom det ikke blev til den eftertragtede major-plads, er dupreeh stadig stolt over sine holdkammeraters præstation.
Jeg er stadig stolt af det, vi forsøgte at opnå her (til RMR-turneringen, red.). Jeg tror, vi gjorde, hvad vi kunne med det, vi havde at arbejde med, og jeg er virkelig stolt af de unge fyre. Jeg synes, de gav det deres bedste, og alt i alt er det bare trist lige nu.
Troede på at komme til majoren
Inden RMR-turneringen blev skudt i gang, var der ikke mange fans eller eksperter, der havde den helt store fidus til Preasy-mandskabet.
I Preasy-lejren var man dog optimistiske. Det fortæller dupreeh, da HLTV spurgte, om han og Preasy havde regnet med at kvalificere sig, inden RMR-turneringen blev skudt i gang.
Det tror jeg, ja. Jeg føler, at nogle af favoritterne ikke har klaret det, og nogle af favoritterne virker lidt usikre, og at vide, at vi kunne have slået Guild Eagles og potentielt have haft nogen som GamerLegion eller ENCE i den sidste kamp ville... Jeg mener, det er en kamp, hvor vi måske ikke er favoritter, men det er faktisk en kamp, som vi føler, er mulig.
Det ville være noget andet at møde hold som Vitality eller Spirit, for den sags skyld. Så det føltes som om, det var hold af vores kaliber, som vi kunne konkurrere mod, så selvfølgelig er det skuffende ikke at få den chance. Men jeg antager, at jeg trods alt er menneskelig, griner dupreeh.