HUNDEN: Tålmodighed skal være nøgleordet i Sashi
Søndag har Sashi atter engang lavet store armbevægelser ved at hente hele Espionages startfemmer og samtidig bænket sL1m3, nut nut og PR1mE.
I forbindelse med udskiftningen har Dust2.dk haft en snak med holdets træner, HUNDEN, som fortæller, at det ikke var et svært valg at hente holdet, da rygter om Espionages nedlukning begyndte at florere.
kwezz, Lucky, Cabbi, IceBerg og MistR er et spændende mix af personligheder, som jeg ser en fantastisk holddynamik hos. Rent sportsligt er de også godt med, så muligheden for at kunne videreudvikle på dem og forhåbentlig være med til at give dem det sidste skub i den rigtige retning, som de mangler, er en mulighed, vi havde svært ved at sige nej til fra den position, Sashi Esport befandt sig i, da nyhederne om Espionage-nedlukningen begyndte at florere.
Det var en heldig timing for Sashi, at Espionage-spillerne blev ledige, da holdet i forvejen stod i en periode med flere spørgsmålstegn omkring fremtiden af holdet.
Nyhederne kom til os på et tidspunkt, hvor vi stod med flere spørgsmålstegn omkring fremtiden, end vi har haft udskiftninger i Sashi Esport gennem tiden. Spørgsmålene cirkulerede blandt andet omkring helt centrale ting som: “Hvem vi skulle have på holdkortet i fremtiden, hvilken struktur vi ville have i forhold til roller osv”, fortæller HUNDEN til Dust2.dk og fortsætter:
Med flere tidsbegrænsede kontrakter og låneaftaler og en ond spiral af roster locks i de forskellige ligaer, har vi klart mærket presset fra de forskellige deadlines, som har været en medvirkende årsag til, at vi flere gange har taget forhastede sportslige beslutninger.
Kan du sætte et par ord på arbejdet med at få puslespillet til at gå op her inden sæsonstart?
På grund af de forhastede sportslige beslutninger har Sashi Esport aldrig opnået at komme til et stadie, hvor der har været hundrede procent styr på rollefordelingen. Efter majoren faldt nærmest hele den danske tier 2-3 scene mere eller mindre fra hinanden, så det frigav nogle muligheder for at se sig om efter en fornuftig og mere permanent holdsammensætning.
"Vi har i ledelsen kigget hinanden dybt i øjenene"
I kølvandet på dagens udskiftning har Sashi i løbet af 2024 haft 13 forskellige spillere, og den danske organisation har skabt sig et ry om at lave mange udskiftninger.
Men det bliver ændret nu.
Ifølge HUNDEN har man i ledelsen nemlig kigget hinanden dybt i øjenene, og fremover skal Sashi været kendetegnet ved 'tålmodighed'.
Vi har i ledelsen kigget hinanden dybt i øjnene og aftalt, at nu er tiden inde til, at vi skal have vendt narrativet omkring Sashi Esport, og det er netop formålet med at tage alle fem nye spillere med os ind på holdet, da vi som nævnt ved, at de er en god, sammenspillet gruppe, der alle brænder for Counter-Strike. Nøgleordet for Sashi Esport vil for fremtiden være “tålmodighed” i alle henseende, så udskiftninger er der ikke på menuen.
Ambitionen er majoren
Det nu tidligere Espionage-mandskab deltog jævnligt i diverse online-turneringer, men målet er meget mere end dette.
Da Dust2.dk spurgte, hvad målet for holdet var, lægger HUNDEN ikke skjul på, at han og spillerne sigter efter at komme til en major.
Gutternes svar er meget direkte: “De siger major!” Jeg beundrer entusiasmen, og jeg er vild med den energi, de bringer, men som nævnt vil nøgleordet for Sashi Esport fremover være “tålmodighed”. Målet for holdet er at have et længerevarende projekt, hvor vi kan få bygget vores identitet op, og vi kan få vist flere af de gode sider ved Sashi Esport frem.
Vi følger jo også med i den danske scene og læser, og hvad de danske CS-fans skriver i kommentarsporene, og vi vil gerne bevise, at vi er seriøse omkring CS. Jeg er privilegeret nok til at kunne mærke, hvor meget passion og oprigtig opbakning, der er til CS i baglandet her i organisationen, og derfor skylder vi at bevise dette - ikke kun overfor os selv, men også for omverdenen, og vi ser meget frem til fremtiden og de ting, vi skal skabe sammen som det nye hold, slutter HUNDEN.