Kendisser gæster Dust2's ESL Pro League-stream
Mandag præsenterede Dust2.dk en af vores største satsninger hidtil, da vi kunne melde ud offentligt, at vi har sikret rettighederne til at streame samtlige store ESL-turneringer i resten af 2024.
Vi håber på en kæmpe danskerfest med god stemning og en masse seere med vores dækning, som allerede går i gang torsdag, når vi starter blødt ud med ESL Pro League-kvartfinalerne og sender weekenden ud, indtil turneringen er færdig.
Når det går i gang torsdag bliver det dog ikke kun med vores egne casters til at guide jer seere igennem kampene, da vi også har sikret fire prominente gæster, som skal hjælpe med at gøre vores første ESL-turnering endnu sjovere at se.
Torsdag: Vorborg
Den første person, som gæster vores dækning, er Vorborg. Den 31-årige dansker er nok mest kendt for sin tid i Copenhagen Flames, hvor han først agerede sportsdirektør, inden han blev coach for førsteholdet.
Herefter gik turen over Atlanten til Evil Geniuses. Efter meget begrænset succes vendte Vorborg tilbage til sine danske rødder i Preasy, som han var med til at føre til RMR-turneringen inden majoren i København, kort inden organisationen drejede nøglen om.
Fredag: rizc
Fredag går vi fra en tidligere coach til en af de mest prominente danske Counter-Strike-kommentatorer, da streamen bliver gæstet af selveste rizc.
rizc er nok mest kendt for sin fortid hos TV2, hvor han i en lang årrække kommenterede de største Counter-Strike-turneringer på dansk TV. Den erfaring og ekspertise er noget af det, han kommer til at bidrage med på vores stream fredag, når han skal være en del af vores dækning af de to sidste kvartfinaler.
Lørdag: HUNDEN
Fra coach til kommentator og nu tilbage til en coach.
Lørdag gæster en af Danmarks mest anerkendte coaches nemlig vores dækning. Med en spillerfortid hos hold som Tricked og MAD Lions og en trænerkarriere hos HEROIC, Astralis og Sashi er det ingen ringere end HUNDEN, som kommer med på streamen.
Den nuværende Sashi-træner kommer med mere end et årtis erfaring i Counter-Strike-verdenen og flere år på den allerøverste hylde, og han kommer derfor til at kunne bidrage med sine taktiske evner og give en ny dimension til kommenteringen.
Søndag: Chr1zN
Finaledagen bliver et brag, når de to bedste hold i dette års udgave af ESL Pro League står over for hinanden i en Bo5.
Udover vores egne casters kommer den yngste gæstecaster også til at sikre en fed dækning af finalen, da den blot 17-årige Chr1zN er med på en forbindelse for at sikre optimal dækning.
Som en ung IGL for et af verdens bedste akademihold kommer Chr1zN til at kunne give et unikt syn på tingene og kan blandt andet hjælpe med at forklare tankegangen bag flere calls såvel som give sit syn på holdenes taktiske tilgang til runderne.
Inden vi siger velkommen til Chr1zN, skal vi dog gennem de første tre dage, og det hele starter altså på Dust2tv fra klokken 16 på torsdag.