PGL tager afstand fra Esports Awards
PGL var nomineret som årets bedste broadcast og production i esport og i kategorien 'årets live event' af Esports Awards.
Normalt bliver man glad, når man er nomineret til at være den bedste til noget, men sådan forholder det sig ikke for PGL i denne omgang.
Administrerende direktør i PGL, Silviu Stroie, har nemlig bedt Esports Awards om, at slette deres navn fra listen med de nominerede, da turneringsarrangøren ikke vil sættes i forbindelse med et event, der har tabt al troværdighed, og som ikke længere opfylder dets formål, skriver Silviu på X.
Hvad Silviu præcist hentyder til, er ikke vidst, men Esports Awards har undergået en del forandringer og modtaget kritik fra flere kanter efter, at de indgik et tre-årigt samarbejde med Saudi Arabiens Public Investment Fund (PIF).
Senest vi skrev om Esports Awards, var da PIMP vandt prisen som årets ekspert i slutningen af august.