Hip hurra: CS2 fylder 1 år
Hip hurra, det din fødselsdag.
Counter-Strike 2 fylder 1 år.
Den 27. september 2023 blev Counter-Strike 2 officielt udgivet på Steam og erstattede CS:GO. Siden da har vi fået den første major på dansk jord, hvor NAVI som bekendt vandt, Overpass blev skiftet ud med Dust2, og folket sulter stadig efter forbedringer af anti-cheat.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at Counter-Strike havde et andet stort jublieum. I juni måned var det nemlig 25 år siden, at Counter-Strike for første gang så dagens lys som en mod til spillet Half-Life. Modden blev så populær, at Valve samlede den op og senere udgav spillet som en selvstændig titel. Siden da har vi haft Counter-Strike 1.6, Counter-Strike: Condition Zero, Counter-Strike: Source, CS:GO og nu Counter-Strike 2.
Dengang sendte Valve en lykønskning ud til Counter-Strike på deres CS-konto på X. Sådan en er endnu ikke dukket op for Counter-Strike 2's fødselsdag.
Counter-Strike 2 nåede sit højeste antal samtidige spillere i maj måned, hvor hele 1,8 millioner brugere var på serveren. For hele måneden var det gennemsnitlige antal samtidige spiller 1,1 millioner.
Siden da er spillerbasen skrumpet en lille smule og svævet omkring 800-900 tusinde samtidige spillere, ifølge steamcharts.com.