WOPA indhenter Linx Legacy med 2 sejre
Fem kampe er blevet spillet i 1. divisionen her på ugens sidste spilledag i POWER Ligaen.
Med to sejre i to kampe har WOPA Academy sneget sig op på á point med Linx Legacy, der stadig er ubesejrede i denne sæson.
Begge hold har 18 point, men Linx Legacy fører det indbyrdes opgør, da de slog WOPA Academy 13-9 den 24. september.
Linx Legacy vandt også deres eneste kamp på programmet i dag, nemlig opgøret mod HyperioN, som endte 13-6 i kattenes favør. Dermed fortsætter Linx Legacy altså deres ubesejrede stime, der nu lyder på seks sejre i seks kampe.
HyperioN var på serveren hele tre gange i dag. I deres to andre kampe havde de fornøjelsen af at stå overfor et SERA-mandskab begge gange.
Først blev det til en 13-11 sejr over SERA Ascent, der stadig ligger på en sidsteplads i divisionen, før de måtte se sig slået af storebror SERA, der nu indtager 4. pladsen.
Efter dagens kampe er der hele seks hold, som ligger på ni point. Der skal derfor et større regnestykke til at finde ud af, hvem der ligger bedst i de indbyrdes opgør. For nu er det Kronjylland Esport, der samtidig kun har spillet fem kampe i denne sæson indtil videre. Det er det laveste af alle holdene på ni point.
Kronjylland Esport kunne have lavet et hul ned til de andre hold i dag, men blev kørt ud af banen af WOPA Academy og i særdeleshed KralleJ, som sluttede kampen med en rating på 2,25.