SAW sikrer sig semifinale efter stort comeback
Først i allersidste runde af det afgørende map kunne det portugisiske mandskab løfte hænderne i vejret, da de spillede sig videre fra gruppespillet.
Lørdag nat skulle den sidste semifinaleplads findes i Atlanta, da SAW og BetBoom mødtes i en afgørende gruppekamp.
SAW-mandskabet, som kommer til turneringen som favoritter, led et nederlag til FlyQuest i deres anden gruppekamp, mens BetBoom startede turneringen ud med et stort nederlag til FlyQuest og senere sendte Roosters hjem.
Derfor var der lagt op til et spændende opgør i gruppens sidste kamp, hvor en eftertragtet semifinaleplads var på højkant.
BERRYs mandskab startede ud med at vise deres favoritværdighed, da de på Anubis var det bedste mandskab, specielt på CT-siden, hvor de kun gav en runde væk. SAW vandt 13-6. På Nuke stod den 6-6 inden sidebyttet. Herefter skulle SAW på CT-siden igen, men denne gang fik BetBoom styr på kampen og endte med at vinde 13-10.
I det afgørende map skulle holdene ud i alle 24 runder, før en vinder kunne kåres. BetBoom startede med en overlegen føring, da de kom foran 11-5 på Ancient. Det stoppede dog ikke portugiserne fra et stort comeback. Hele otte runder i streg blev det til, da SAW sendte russerne hjem fra Atlanta.
Dermed er BERRY klar til endnu en LAN-semifinale med sit hold. I semifinalen venter BIG, som spillede sig direkte i semifinalen med en førsteplads i deres gruppespil.
Semifinalen spilles søndag aften fra kl. 19:15, mens finalen starter søndag nat.