HooXi var ikke et emne for ruggah
Astralis tog scenen med storm, da den danske esportmastodont for snart tre uger siden valgte at hive cadiaN ombord som ingame leader.
Med cadiaNs fortid i mente angående dramaet med stavn og jabbi samt rivaliseringen med Astralis, var det et skifte, som de færreste havde set komme. I stedet var et navn som HooXi oppe at vende blandt sociale medier.
Navnet HooXi var også oppe at vende i Astralis' hovedkvarter, men ruggah afslører i et interview med James Banks til IEM Rio, at den bænkede G2-kaptajn aldrig var et emne for den rutinerede træner.
Ikke fra min side i hvert fald. Når man begynder at snakke om at lave ændringer, sker det ikke i løbet af natten - det er en langvarig ting, hvor man har navne, man gerne vil holde øje med, udtaler ruggah blandt andet og slutter:
Vi snakkede naturligvis om HooXi, men i sidste ende føler jeg også, at cadiaN var et bedre match for dette hold.
cadiaN blev skiftet ind i stedet for br0 kort efter, at Astralis blev elimineret ved ESL Pro League. Ifølge den nu tidligere Astralis-direktør, Nikolaj Nyholm, tog skiftet blot 36 timer at få på plads.
Astralis-mandskabet er kommet godt fra start ved IEM Rio, da holdet mandag vandt sin åbningskamp over Eternal Fire. Senere i aften venter ingen ringere end HEROIC, hvor en plads i arenaen er på højkant.