Perfect World forsøger at minimere publikumssnyd
I løbet af majorens to første stadier har det været et gennemgående problem, at publikum har haft en tendens til at råbe højt, hvis nogle spillere for eksempelvis har været tæt på hinanden eller gemt sig i en smoke.
Det skete blandt andet for tabseN i kampen mellem BIG og paiN Gaming, hvor den tyske holdkaptajn viste sin frustration over problemet til publikkumet.
Her snakker Aleksib om problemet i et interview med NAVIs egne mediefolk efter deres kamp mod GamerLegion i elimineringsstadiet.
På den sidste spilledag ved eliminationsstadiet er Perfect World begyndt at bekæmpe problemet ved at tænde og slukke for x-ray'en på skærmen inde i arenaen.
Det har Dust2.dks mand på pletten i Kina, UncleJakes, bidt mærke i under dagens kampe.
Det er hovedsageligt i runder eller situationer, hvor publikums opstød kan påvirke runden, at man har valgt at slukke for x-ray'en for at undgå uretfærdige fordele.
På torsdag bliver slutspillet skudt i gang foran tusindvis af kinesiske fans i Shanghai Oriental Sports Center. Om x-ray også bliver tændt og slukket for her, må tiden vise.
Dust2.dk har spurgt turneringsarrangøren Perfect World, om de har tænkt sig at fortsætte med at slukke for x-ray for publikummet i visse situationer i arenaen. Vi vil opdatere artiklen, når vi har fået svar.