Tvillinger genforenes i MASONIC
Tidligere i dag kunne MASONIC løfte sløret for tilføjelsen af Skejs, og nu er den femte og sidste spiller blevet annonceret i form af Bukhavez.
Det skriver MASONIC i en pressemeddelelse.
Bukhavez, som desuden er Botmans tvilling, er blevet købt fri fra SERA.
Dermed bliver tvillingerne også genforenet efter en håndfuld sæsoner hver for sig. De to spillede senest sammen under Floki Hellheim i den 24. sæson af POWER Ligaen.
Vi har haft muligheden for at træne med Jonas (Bukhavez, red.) i en kort periode, hvilket bekræftede vores oprindelige interesse. Han har solidt aim og er fremragende til at få det bedste frem i dem omkring sig på serveren, udtaler blaq til MASONICs hjemmeside og fortsætter:
Bukhavez er meget målrettet i forhold til sin karriere – både med hensyn til sine ambitioner for anker-rollen og sin personlige udvikling. Jeg ser frem til at se, hvad han kan opnå med MASONIC.
Bukhavez ser også selv meget frem til muligheden for at spille for MASONIC.
Mit mål i hold-CS har altid været at konkurrere på det højeste niveau inden for dansk Counter-Strike. Nu hvor det er en realitet, handler det om at bevise, at jeg kan følge med. Jeg ser frem til at spille for MASONIC på grund af deres historie på den danske scene, og jeg er spændt på at spille med så dygtige holdkammerater, der kan lære mig meget.
MASONIC er nu:
-
Bukhavez
-
Botman
-
Noruyp
-
Frøslev
-
Skejs
MASONIC er et af ni hold i den kommende sæson af POWER Ligaen, der begynder på mandag. I skrivende stund har holdet Linx Legacy, WOPA og Preasy på programmet.