Vendetta stormer frem; Penguins på glatis
Onsdag fortsatte dysten i POWER Ligaens divisioner, hvor Vendetta har sat sig tungt på føringen i AceZone 2. division B.
De sikrede nemlig yderligere ni point med sejre over XI Prime Time, Hedensted X SERA Ascent og friends project. Med i alt 21 point ligger de nu over det ubesejrede GLHF, der dog kun har spillet fem kampe indtil videre.
Vendettas sejrstime betyder også, at det blev en hård dag på kontoret for XI Prime Time, der tabte to tætte opgør med cifrene 11-13. De måtte nemlig også se sig slået i 24. runde af Future Gaming.
Selvom XI-holdet nær havde slået gruppens nummer ét, har de altså fortsat blot vundet en enkelt kamp i denne sæson og ligger dermed helt i bund med tre point.
eSpuma tildeler pingvinerne første nederlag
I søsterdivisionen ser toppen nu ganske tæt ud efter Prestige Esport Penguins og eSpuma har skudt sig op på en delt førsteplads.
eSpuma tog en sikker 13-3-sejr over Avanti, inden de skulle op imod det ubesejrede Prestige Penguins. Her kom Prestige på glatis, da de tabte deres første kamp i denne sæson, og eSpuma sikrede tre vigtige point.
Trods nederlaget til eSpuma fik PihLziNh0 og resten af pingvinerne dog også point, da de slog O Grande Canhão itsOK i dobbelt overtid. Her havde de ikke bare is under fødderne men også i maven, da de vraltede med sejren 19-16.