![](https://img-cdn.hltv.org/gallerypicture/xQU5p-0kAbLtlyWJs_6yQl.jpg?ixlib=java-2.1.0&w=1200&s=2b9873ce253f95cfabed2bdea00459e1)
10 år efter majoren: PGL vender tilbage til polsk storby
Flere af de andre store turneringsarrangører har allerede annonceret planerne for de kommende års turneringer, og nu har endnu en af de store spillere løftet sløret.
10 år efter majoren i Krakow vender PGL nemlig tilbage til den polske storby, når PGL Krakow 2027 løber af stablen.
Det har PGL annonceret på X tirsdag middag.
Turneringen kommer til at blive spillet fra 13. til 25. januar og kolliderer således med BLAST Bounty, der allerede er annonceret og planlagt til at løbe fra 12. til 24. januar 2027.
I forbindelse med annonceringen af turneringen understreger PGL's direktør, Silviu Stroie, hvor stor betydning majoren i 2017 har haft for PGL, der siden har afholdt tre majors i henholdsvis Stockholm, Antwerpen og København.
PGL Major Krakow 2017 var en milepæl for os og esportsfællesskabet. Fansenes passion og den spændende konkurrence skabte uforglemmelige minder. Vi er begejstrede for at vende tilbage til Krakow og bygge videre på denne arv, udtaler direktøren i pressemeddelelsen.
Akkurat som ved majoren i Krakow i 2017, hvor Gambit vandt det hele, så bliver det TAURON ARENA, som danner ramme om turneringen, der dog endnu ikke har præmiepulje, eller andet annonceret.