
MOUZ er semifinaleklar efter tæt dyst
Slutspillet i PGL Cluj-Napoca blev fredag morgen skudt i gang med den første kvartfinale.
Her skulle MOUZ og paiN op imod hinanden. Det blev en dramatisk kamp, som sycrone og MOUZ endte med at vinde.
De første 12 runder på MOUZ' map, Inferno, blev en tæt affære. De to mandskaber fulgtes pænt ad frem til sideskiftet. Det endte uafgjort før pausen, om end MOUZ burde have haft en smal pauseføring.
I en 2-mod-1-situation med bomben nede, i MOUZ' favør, formåede den ene tilbageværende paiN-spiller at defuse bomben i ro og mag. En kæmpe brøler af MOUZ. Runden forinden havde xertioN og MOUZ ellers vist storspil.
Det var dog ikke værre for MOUZ, end at de tog føringen efter sideskiftet. sycrones tropper kom foran 8-6 inden paiN fik reduceret.
Fra det punkt var der ikke den store svinger i valsen hos MOUZ. De fik spillet sig på matchpoint, alt imens de kun gav yderligere tre runder væk.
paiN havde dog ikke tænkt sig bare, at give det første map til MOUZ. De fik reduceret yderligere til både 10- og 11-12, og stod nu pludselig med muligheden for, at sende det første map i overtid.
MOUZ fik dog sat en stopper for paiNs stærke afslutning og lukkede i stedet det første map med cifrene 13-11.
Tæt til det sidste
Efter Inferno var overstået blev der skiftet bane til paiNs valg, Mirage.
Det brasilianske hold startede bedst ud på egen bane. Takket være et ace fra biguzera i pistolrunden tog paiN føringen fra start på deres T-side.
biguzera og kompagni udbyggede sin føring til 5-0, inden MOUZ fik kæmpet sig tilbage. Igen endte det helt lige, 6-6, før pausen.
Holdene byttede herefter side, og paiN tog teten fra start efter pausen. De fik spillet sig i front med 11-8, inden MOUZ vågnede igen.
Atter en gang kæmpede MOUZ sig stærkt tilbage, og ikke alene det. De kæmpede sig sågar forbi paiN, inden de igen kunne lukke den med endnu en 13-11-sejr.
MOUZ er dermed det første hold, som er klar til lørdagens semifinaler i BTarena.
Selvom paiN kæmpede bravt til det sidste, så må de se sig slået ud af turneringen i Rumænien på en delt 5. til 8. plads.