
Pimp får tre runder som kommentator
Den danske Counter-Strike-ekspert og analytiker, Pimp, fik fredag aften for en stund muligheden for, at prøve sig af som kommentator i stedet.
Midt under slutspilskampen mellem MOUZ og G2, ved BLAST Open Lissabon, gik strømmen således lige pludselig. Det gjorde, at de to der kommenterede kampen, SPUNJ og Machine, pludselig blev helt stille midt i sjette runde på map nummer to, Nuke.
Syvende runde foregik i komplet stilhed, efterfulgt af en teknisk pause, hvor kvinden ved værtsbordet, Freya, kunne meddele, at strømmen var gået i kommentatorboksen.
Kort tid efter fortsatte kampen igen, denne gang med Pimp og Mauisnake som de to, der kommenterede kampen. De to eksperter fik tre runder i den nye rolle, inden SPUNJ og Machine atter var tilbage ved mikrofonerne.
Herunder kan du høre et lille klip fra hvordan det gik til, da Pimp og Mauisnake for en stund guidede seerne igennem opgøret:
Selve kampen endte med en 2-0-sejr til MOUZ, som dermed er klar til semifinalerne i Lissabon.