
blameF skyder sit hold i gruppefinalen
Den første gruppefinalist er fundet i den lukkede europæiske kvalifikation til PGL Astana. Og det er blameFs fnatic, der er den første af turneringens otte gruppefinalister.
blameF og fnatic sikrede sig en plads i gruppefinalen i gruppe D med en sejr over et andet danskerhold, NIP, med Snappi og sjuush på holdet. Danskerduellen endte med en samlet 2-0-sejr til blameFs hold.
Det første map, Train, blev en tæt affære. Ved pausen var det helt lige, 6-6, inden fnatic formåede at lukke den til sidst, i allersidste runde.
Med en 13-11-sejr på NIPs map, havde blameF og co. momentum inden deres eget map, Inferno. Og det udnyttede de - uden nåde.
Inferno endte med en stensikker 13-5-sejr til fnatic, og så var den samlede sejr i upperbracket-finalen en kendsgerning.
At fnatic endte med at vinde opgøret, og Train isærdeleshed, kan de takke både blameF og MATYS for. De to riflere stod for henholdsvis 41 og 46 kills, og en samlet rating på henholdsvis 1,53 og 1,52.
I gruppefinalen kan fnatic muligvis se frem til, at skulle møde NIP igen.
Snappi og sjuushs hold skal dog først lige vinde consolidation-finalen over enten AMKAL eller Fire Flux, inden de får muligheden for, at revanchere sig mod blameF og komapgni.
9INE lider nederlag
Samtidig, i gruppe Bs upperbracket-finale, skulle et tredje danskerhold, 9INE, forsøge at spille sig videre til gruppefinalen.
Deres modstander var russiske Nemiga, som viste sig at være lidt for stor en mundfuld for raalz, kraghen og resten af 9INE-holdet.
Russerne vandt det første map, Train, som danskerholdet havde valgt, med cifrene 13-10.
På russernes eget map, Dust2, lukkede de kampen med en forholdsvis sikker 13-7-sejr.
Sejren betyder, at Nemiga snupper den ene plads i gruppe Bs gruppefinale, mens 9INE søndag klokken 13:00 møder enten Novaq eller Iberian Soul i gruppens consolidation-finale.
Tilbage denne lørdag i kvalifikationsturneringen resterer nu blot de fire gruppers lowerbracket-finaler, samt upperbracket-finalen i gruppe C.
Der er ikke nogle danskere med i lørdagens resterende kampe. De tilbageværende danskere i turneringen, hos fnatic, NIP og 9INE, skal først i kamp igen søndag.