Team123 er i tæt dialog med en organisation
I en måneds tid har et dansk hold ved navn Team123 deltaget i diverse turneringer, hvor det er blevet til flere flotte resultater. Der har været lidt usikkerhed om deres reelle eksistens som hold, men nu bekræfter sycrone, at de er et hold, og han udtaler ydermere, at de er i tæt dialog med en organisation.
Det siger han i et interview med Dust2.dk, hvor han lægger ud med at fortælle, at ham og coachen FeTiSh har samlet disse gutter, hvor alle rollerne er godt fordelt på mandskabet.
Jeg har i lang tid vidst, at jeg gerne ville have et hold klar fra start i år 2017, som kunne tage det til det næste niveau. Henrik (FeTiSh) og jeg har i lang tid haft en rigtig god dialog kørende, og derfor er han kommet med indover allerede fra start som coach. Grunden til, at det lige præcist er os fem andre i marken er, at vi sammenlagt er et godt team, hvor alle roller er velfordelt.
Holdet har været under opsejling i lang tid, og de har officielle kampe helt tilbage fra midten af januar, hvor rezex, mertz, sycrone og SandeN spillede, hvorefter acoR kom til i slutningen af måneden.
Selvom der er gået en måned med officielle kampe, så synes sycrone ikke, at det er så lang tid. For Team123 har det været vigtigt, at det var den helt rigtige konstellation af spillere, inden de gik officielle.
Der er egentligt heller ikke gået så lang tid. Vi har spillet i omtrent en måneds tid, hvor vi lige ville have sat lidt af hvert på plads og testet balancen i spillerkonstellationen. Den største årsag er nok, at vi gerne vil have en organisation at repræsentere allerede fra start, og der mangler vi stadigvæk et stykke arbejde, før det er plads. I vores øjne har vi altid fortolket vores "mix af spillere her" som et hold fra start, og vi ved godt, hvor seriøst det skal være.
Selvom de gerne ville have en organisation, så er det ikke sket endnu, og det er på trods af flere rigtig flotte resultater. Team123 har blandt andet slået hold som Flipsid3, Space Soldiers og senest BIG.
De har fået en del tilbud, og de er i tæt dialog med en organisation, som holdet forventer at kunne præsentere i marts.
Jeg synes, at vores resultater har været acceptable på det seneste, men vi vil gerne levere endnu bedre. Vi udvikler os så eksplosivt lige nu, at det er svært at sige, hvor det ender henne af, men fremtiden på den front ser i hvert fald lys ud.
Vi har fået en hel del henvendelser angående organisationer, og vi har allerede også en specifik organisation, som vi er i meget tæt dialog med, og vi håber på at kunne løfte sløret for det i løbet af midt-slut marts. Hvis vi skal forføres væk fra den aftale, så skal der et betydeligt bedre tilbud ind fra sidelinjen af. Det kunne jo ske. Vi gør i hvert fald vores for at vi kan gøre det her til et fuldtids-foretagende i løbet af det her år.
Som skrevet i starten, har holdet FeTiSh tilknyttet som coach, og han har været med til at stable denne startfemmer på benene. sycrone siger til slut i interviewet, at han er som en far for dem, og han er en stor motivationsfaktor.
Som ethvert andet hold har også vores hold sine personligheder, og særligt her har Henrik (red. FeTiSh) været god til at agere far for gutterne. Det er vigtigt, at arbejdsmoralen er høj, og der vil jeg mene, at Henrik supplerer mig meget godt. Han er helt klart en "langtidsinvestering", men drengene og jeg selv fortjener al den ros, som vi kan få, fordi lige pt. lægger vi rigtig mange timer i det. Personligt er Henrik for mig et kæmpe idol og motivationsfaktor. Jeg vil meget gerne gøre ham stolt.
Team123 tæller følgende spillere:
- sycrone
- acoR
- rezex
- SandeN
- mertz
- FeTiSh (coach)
Team123 har haft lavet et par videoer forud for deres kampe, og nu har de lavet endnu en, som kan ses herunder.