
Præsident lykønsker Vitality efter Grand Slam
Med et trofæ i Melbourne og en bonus i Grand Slam til Vitality kunne dagen næsten ikke blive bedre. Det blev også bemærket i Frankrig, hvor præsidenten udtrykte sin stolthed over Vitalitys præstationer.
Sådan lyder det i et opslag på det sociale medie X fra den franske præsident.
Med deres Grand Slam bringer Vitality Frankrig til toppen af esportsverdenen og får vores farver til at skinne. Tillykke til hele holdet.
Det er ikke første gang, at Frankrigs præsident fremhæver CS, da han tilbage i 2022 ville have esport på dagsordenen til OL i Paris 2024. Det blev dog ikke til noget.
Vi er en af de helt store nationer indenfor videospil, og vi er anerkendt verden over for det. Her glemmer jeg heller ikke esport, hvor Frankrig har store hold som Vitality eller Karmine, lød det fra Macron i 2022.
Med sejren over Falcons i en vanvittig kamp tog Vitality ikke kun trofæet i Melbourne, men også en bonus på 6,8 millioner kroner, da de vandt Grand Slam som det femte hold.
Der var over en million, der så med, da Vitality fuldførte deres mission i jagten på Grand Slam-titlen.