Formand: "Langt fra at optage esport i DIF"
Der er rigtig lang vej, før esport bliver optaget i DIF (Danmarks Idrætsforbund), det siger formanden for DIF, Niels Nygaard, i et interview med BT.
Interviewet udspringer af, at Kulturministeriet for første gang uddeler penge til esport i Danmark, som får 1,5 millioner i støtte over tre år. Det får dog ikke DIF til at ændre mening, for Niels Nygaard er meget klar i spyttet:
Vi er ikke i en proces i øjeblikket, hvor vi overvejer at optage eSport i DIF. Det er vi langt fra.
Det har tidligere været fremme, at en af grundene bag, at DIF ikke vil optage esporten, så den kan få del i tipsmidlerne, er, at et spil som Counter-Strike ikke harmonerer med DIF's etiske retningslinjer, da de finder det problematisk, at det går ud på at skyde hinanden.
En af de andre grunde bag er, at esport i Danmark ikke er demokratisk foreningsbaseret, som også er et krav, hvis man vil optages i DIF, og så ser formanden også store problemer ved North's og RFRSH's rolle:
Den ene årsag er, at man skal være demokratisk foreningsbaseret, og der findes i øjeblikket ikke en foreningsopbygning i Danmark, der opfylder kravene i Danmark. Derudover er der en række etiske overvejelser, om E-sporten harmonerer med DIFs etiske regelsæt. Der er problematikker med fx counter strike, der går ud på at skyde andre. Vi har fx heller ikke optaget MMA-kampsport, da det er for voldsomt
Tredje del, så er E-Sporten i Danmark kommercielt styret af virksomheder alene og ikke demokratisk styret som vores andre idrætsgrene. Det strider mod vores arbejde mod matchfixing. Der er en virksomhed, der ejer flere hold, og det er dybt uansvarligt, at der ikke er styr på det.
Derudover begrunder Niels Nygaard sig også med, at det er tvivlsomt, hvor meget idræt der er over 'at taste i nogle tangenter' som han siger til BT.
Det har dog ikke forhindret dem i at optage både billiard og petanque, men formanden for DIF vil ikke konkret forholde sig til forskellen i idrætsudførelsen, han siger blot, at de sportsgrene på et tidspunkt har været inden for stregen for, hvad der er en idræt.
Han slutter dog af med at sende en stikpille mod dansk esport, da han konkret siger, at esporten ganske enkelt ikke har nok ildsjæle:
Vi har mange andre idrætsgrene, der har kæmpet og brugt enorm lang tid på at opbygge en organisation. Vi vil gerne belønne dem, der har de største ildsjæle og største drivkraft.
De har ikke arbejdet hårdt nok endnu. Der er mange forbund, der gerne vil optages.
Fremtidsudsigterne for at få esport optaget i Dansk Idrætsforbund er altså lange, og der skal ske meget, før det overhovedet kan komme på tale, at vi kan få del i tipsmidlerne.