Er din skole Danmarks bedste? Nu kan I spille på scenen til ESL Pro League Finals i Odense
Når ESL kommer til Odense i december og overtager Odense Congress Center og Sparekassen Fyn Arena er det ikke kun de professionelle stjerner, der får muligheden for at spille på scenen i arenaen.
Det gør Danmarks to bedste skolehold også, da ESL netop har annonceret en turnering kaldet Danish High School Tournament.
Alle skoler er velkomne i turneringen - både folkeskoler, efterskoler, gymnasier og universiteter så længe alle skolens spillere er fyldt 12 år.
Turneringen starter enten den 25. eller 26. november alt efter, hvor mange hold der tilmeldes, og til sidst står vi med to finalister, som vinder en betalt tur med hotel og transport til ESL Pro League Finals, hvor de kan overvære både semifinalerne og finalen.
Den nok største præmie må dog være, at finalen i turneringen spilles på scenen lige inden den rigtige finale, og de to finalister kan derfor se frem til at spille for en masse tilskuere, mens opgøret også vises på den officielle stream.
Begge skolehold får derudover også en omgang coaching af den tidligere professionelle spiller, Pimp, så de kan blive helt klar.
I kan allerede nu tilmelde jer turneringen, og tilmeldingsfristen slutter den 20. november. Der er dog en række krav, som skal opfyldes:
- Alle skolens deltagere skal gå på skolen.
- Alle deltagere skal være fyldt 12 år.
- Alle deltagere skal have en bruger på ESL og være tilmeldt skolens hold derinde. Tryk her for at finde en guide.
- Holdnavnet skal være skolens navn.
- Den ansvarlige lærer skal sende en mail til [email protected] hvori link eller ID på holdet fremgår, og det skal sendes fra skolens officielle mail. I mailen skal læreren også bekræfte, at de tilmeldte spillere går på skolen.
Tilmeldingen til turneringen er åben, så det er bare om at få fat på jeres lærer, men I skal være opmærksomme på, at hver skole kun må tilmelde ét hold.