ropz snupper 19. pladsen
I går skød HLTV.org kåringen af de 20 bedste spillere i verden i 2018 i gang, da valde var første spiller på den prominente liste, og i dag er det ropz, der hyldes.
Den blot 19-årige ester har slået sit navn fast på scenen med rekordfart, efter han brillerede i FACEIT Pro League. Efter anklager om snyd, beviste han sit værd på LAN, og det fik mousesports til at skrive under med ham i 2017.
I 2018 har han taget sit spil til nye højder, der blandt andet har sikret mousesports trofæer ved ESL One New York og StarSeries i-League S4.
Foruden en flot rating på 1,10 i 2018, har han præsteret at vinde hele 46 clutches til det HLTV kategoriserer som 'Big events'. Det gør ham til den 11. bedste i verden i den disciplin.
HLTV frigiver frem til den 20. januar en spiller hver dag, men den 19. er der pause, inden nummer et og to begge afsløres samtidig den 20. januar.