Medie: Astralis-spillerne var udbrændte allerede i starten af året
Astralis-spillerne var efter en travl afslutning på 2019 så udbrændte, at de efterspurgte en længere pause, som ikke blev taget godt imod hos ledelsen. Netop det ser vi resultatet af nu, hvor gla1ve og Xyp9x er sygemeldt.
Det skriver Richard Lewis i en lang artikel baseret på anonyme kilder hos Astralis og tæt på spillerne.
I løbet af november og december i 2019 spillede Astralis fem forskellige turneringer, som, efter et i forvejen travlt år, hvor de havde siddet på tronen som verdens bedste hold nærmest uafbrudt, betød en masse uger med rejser rundt i hele verden.
Da det hele var overstået var der pause i resten af december og en del af januar, men det var ifølge kilderne, der udtaler sig i artiklen, ikke nok.
Spillerne var udbrændte og ønskede en længere ferie.
Astralis lovede dog at finde en løsning, men den kom ikke her og nu og spillerne måtte derfor acceptere, at de skulle holde ud lidt endnu. Dette skyldes blandt andet, at Astralis har forpligtet sig til deltagelse i ESL, DreamHack og BLAST events.
30% lønnedgang og lægeerklæring
Ifølge artiklen, som Richard Lewis har udgivet hos Dexerto, blev spillerne for alvor utilfredse, da de blev bedt om at gå 30% ned i løn som resultat af coronavirussen, der har flyttet nærmest al CS:GO fra LAN til online.
Spillerne syntes selv, at de havde gjort alt, som Astralis havde bedt dem om, og da de så bad om ekstra ferie, måtte de ikke få det. Derfor mødte de heller ikke forespørgslen om at gå ned i løn med udpræget entutiasme.
Hos spillerforeningen CSPPA, som Mads Øland står i spidsen for, jublede man heller ikke over de 30%, og da han fandt ud af, hvor skidt det stod til med spillerne, opfordrede han dem til at gå til lægen.
Da CSPPA hørte om spillernes tilstand, og at de ikke kunne få yderligere fri, fortalte de dem præcis, hvad de skulle, siger en af de anonyme kilder blandt andet med henvisning til, at spillerne skulle få en lægeerklæring og blive sygemeldt.
Først blev gla1ve sygemeldt og senere var det Xyp9x, der trængte til noget tid væk fra computeren, som fik Astralis til at afsøge markedet for ledige spillere, der ifølge artiklen skulle være så billige som muligt.
Valget endte med at falde på Snappi og JUGi, der skulle udfylde nogle rigtig store sko. Det gik som bekendt ikke helt som håbet, for senest røg Astralis ud på en delt 9.-12. plads i DreamHack Masters Spring, mens holdet sluttede på 7.-8. plads i BLAST Premier Spring Showdown.
Der var dog heller ikke særlig høje forventninger til det reservespækkede Astralis-hold.
Uvis fremtid
Om gla1ve og Xyp9x blot er de første spillere til at tage en pause står endnu ikke klart, men med Astralis' exit fra de to førnævnte turneringer deltager de ikke i mere inden den officielle sommerpause, som løber fra 6. juli til 6. august.
Det kan redde holdet fra flere sygemeldinger, men forholdet mellem ledelsen og spillerne er stadig et meget skidt sted, da der ifølge artiklen er tvivl om, hvorvidt spillerne overhovedet vil forlænge med Astralis, når de skal forhandle om dette næste gang.
Samtidig har Kasper Hvidt, sportsdirektør i Astralis, i flere interviews tidligere luftet ønsket om at have ti spillere - to til hver position - men foreløbig har de altså kun syv mand på holdkortet, da Snappi kun var der på lånt tid, mens es3tag ankommer 1. juli.
Dexerto kontaktede Astralis for en kommentar til artiklens beskyldninger, men Astralis har ikke ønsket at kommentere på spillernes personlige eller kontraktuelle anliggender. Astralis skriver dog, at det altid har været organisationens topprioritet at sikre spillerne de bedst mulige omstændigheder for at præstere.
Astralis har ligeledes i en blog på organisationens hjemmeside opfordret til et systemskifte, så det bliver muligt at have udskiftere, da 'presset på spillerne i dag er umenneskeligt.'