Astralis med klar besked til BLAST: "Uacceptabelt"
Først var det flere kendte personligheder på CS:GO scenen, heriblandt værtinden Frankie og den nye Liquid-coach moses, der kritiserede BLAST for aftalen med Neom, og nu følger Astralis trop.
Det sker i et interview med Politiken, hvor Anders Hørsholt, administrerende direktør i Astralis Group, slår fast, at samarbejdet mellem BLAST og Neom er uacceptabelt.
Vi og vores hold er rodfæstet i et stærkt værdisæt, der blandt andet handler om inklusivitet og at omfavne forskellighed. Derfor finder vi selvfølgelig denne slags partnerskaber uacceptable, hvilket vi også gjorde klart overfor BLAST med det samme, siger Anders Hørsholt til Politiken.
Selvom ingen hold endnu har meldt ud, at de dropper BLAST, kan det ende sådan, for Astralis vil i hvert fald ikke sættes i forbindelse med partnerskabet med Neom.
Vi ønsker altid at løse denne slags problemer direkte med vores partnere og give dem en fair chance for at løse dette på den rigtige måde. Vi har dog samtidig gjort det klart, at vi på ingen måde kan stille op i en sammenhæng, hvor vores brand, spillere eller partnere kobles sammen med selskaber af denne type, og vi forventer naturligvis, at BLAST finder en løsning.
Kritikken af BLAST fortsætter altså, men BLAST har endnu ikke selv svaret på kritikken. Heller ikke Politiken er lykkedes med at få en udtalelse fra arrangøren, der er delvist ejet af den danske stat gennem Vækstfonden.
Neom er et prestigeprojekt i Saudi-Arabien, som har været kritiseret voldsomt, da det saudiske styre blandt andet er anklaget for jage en stamme på flugt for at få plads til at bygge byen. Derudover er Saudi-Arabien berygtet for at krænke menneskerettigheder med blandt andet kvindeundertrykkelse og forbud mod homoseksualitet.