Jamppis forespørgsel om midlertidig ophævelse af VAC ban afslås
Det finske stortalent Jamppi, som i øjeblikket er at finde på ENCE, ønsker, som bekendt, at lægge sag an mod spiludgiveren Valve for hans VAC ban, som udelukker ham fra at deltage i Majors.
I den forbindelse har han sendt en forespørgsel om midlertidigt ophævelse af VAC bannet, mens sagen kører, men det afslår den finske byret i Øst Uusimaa området nu. Det skriver det finske medie Ilta-Sanomat.
Byretten meddeler at Jamppi ikke kan få løftet sit ban, da det er netop dette, hele sagen kører på. Tilbage i februar, da Jamppi lagde sag an, krævede han at få fjernet sit VAC ban samt modtage en erstaning på godt 2 millioner danske kroner.
Men før finnen kan komme videre med sin sag, skal det afgøres, om retten kan håndtere en sådan sag. Desuden skal der hives fat i det rigtige firma, da Jamppis advokat har stævnet det tyske datterselskab Valve GmbH i stedet for Valve Corporation.