Status på Jamppis sag mod Valve: Den forkerte virksomhed er blevet stævnet
Der bliver lavet en del sjov med Jamppis sag mod Valve for tiden, da det er kommet frem via et finsk medie, at den 18-årige spillers advokat har stævnet den forkerte virksomhed.
I slutningen af marts kom det frem, at Jamppi via en advokat var i gang med at forberede et sagsanlæg mod Valve for det VAC ban, den 18-årige spiller angiveligt fik tilbage i 2015.
Jamppi påstår selv, at han lavede en account og købte CS:GO for en ven, så de kunne spille sammen, og accounten blev senere solgt videre. På et tidspunkt herefter blev den VAC bannet, og det er altså dette ban, som Valve har koblet til Jamppi.
Grundet denne forbindelse til det gamle VAC ban kan Jamppi altså ikke deltage til Majors, og det var angiveligt dette, der fik OG til at droppe planerne om at signe stortalentet.
Datterselskab i Tyskland stævnet
Jamppi var i efteråret 2019 i dialog med Valve om det pågældende VAC ban, men Valve stoppede med at svare i oktober. Også Jamppis forespørgsel om at få sagen afgjort ved voldgift svarede Valve aldrig på.
Derfor er det endt med, at Jamppis advokat har stævnet Valve - eller i hvert fald forsøgt på det.
Det store finske medie Ilta-Sanomat er nemlig kommet i besiddelse af Valves svar, hvor det fremgår, at Valve GmbH ønsker sagsanlægget afvist, da firmaet udvikler hardware og ikke software og derfor heller ikke ejer licensen til CS:GO.
Jammpis advokat har altså stævnet den forkerte virksomhed; et tysk datterselskab, der intet har med Jamppis udelukkelse at gøre. Det er i stedet det amerikanske moderselskab Valve Corporation, som skal stævnes.
Og det er så her, sagen er strandet lige nu, og det er uvist, hvad næste skridt er.
Udover at kræve sit VAC ban ophævet og dermed tilladelse til at deltage til Majors, ønsker Jamppi også en erstatning på knap 2 millioner kroner, da skiftet til OG gik i vasken.
18-årige Jamppi er blandt de absolut største talenter i CS:GO, og i april fik han en kontrakt med ENCE, hvor han er en del af organisationens 6-mands hold. Her forventets ENCE at bruge ham i alle turneringer udover Majors.