Atlando samler tropperne: "Vi spiller efter playoffs"
Atlando annoncerede i går officielt vigg0 og Ch0zen som nye spillere, hvorfor holdet igen er fuldtalligt efter et større mandefald.
vigg0 blev hevet ombord allerede i transfervinduet, og nu er Ch0zen altså senest blevet tilføjet til holdet, der i øjeblikket ligger nummer otte i Elgiganten Ligaens grundspil.
R0nic vender tilbage som spiller efter mandefald
buNNy valgte at trække sig fra holdet i sidste måned, mens Altekz og Gnøffe røg til henholdsvist MASONIC og Sørby Flames. Der blev dermed plads til holdets coach R0nic, som rykkede ind på det aktive holdkort som IGL.
Grunden til at jeg spiller igen i stedet for kun at være træner, er fordi jeg havde en periode i mit liv, der var lidt 'rip', så jeg skulle lige have en pause. Men jeg vil stadig gerne være en del af scenen. Så jeg er transisonieret tilbage til spiller.
Jeg sidder ikke og bruger en masse tid på forberedelse som caller. Vi spiller egentlig bare det, som vi har lyst. Hvis vi har en off-day, så har vi en off-day. Det er ikke sådan noget med, at vi skal spille fem gange om ugen, udtaler R0nic til Dust2.dk.
Atlando fuldender holdkortet med vigg0 og Ch0zen
Derefter måtte holdet på jagt efter yderligere to spillere. vigg0 og R0nic har tidligere spillet sammen, og da han søgte hold, blev han hevet ind på prøve.
Det var noget svære at finde en femtemand, men her faldt valget altså på blot 17-årige Ch0zen, der passede godt ind rollemæssigt samt socialt på holdet.
vigg0 og jeg spillede sammen for tre år siden. Han søgte hold, så vi tog ham ind, og det gik mega godt, så han skulle bare på holdet.
Vi havde lidt problemer med at finde en femtemand. Vi prøvede lidt forskelligt, men det var svært at finde en spiller, hvor vi kunne få rollerne til at passe sammen. Vi endte med at prøve Ch0zen, fordi at vigg0 kender ham, og han er et ungt talent, som kan mange ting og godt gad tage mange af de roller, vi havde brug for skulle tages. Så det var oplagt at tage ham med, også fordi han passer godt ind på holdet socialt.
Lovende resultater trods ingen træning
Holdet har endnu ikke fået trænet med de to nye spillere, men de formåede alligevel at slå MASONIC ganske sikkert, da de stødte sammen i Elgiganten Ligaen. Dertil mødtes de to hold i Fragleague i en bedst-ud-af-tre, hvor Atlando ligeledes løb med sejren.
Atlando med vigg0 og Ch0zen spillede også tæt op imod Aalborg Rebels, hvor det blev til et 13-16-nederlag.
Vi har ikke praccet med vigg0 endnu. Vi har faktisk nul pracc, og det vi har spillet er meget 'on the fly'. Så det er fint, vi slår MASONIC 16-7 på et map, vi ikke har praccet.
Samtidig er det fint, at vi spiller 13-16 på Nuke, som er meget nemmere, når man har praccet, mod Aalborg Rebels. Så hvis vi får noget pracc ind, kommer vi til at owne mange flere hold, end vi gør lige nu.
"Vi spiller efter playoffs"
Atlando har allerede spillet 16 kampe, hvorfor de blot har seks opgør tilbage. Disse værende mod en række af bundholdene samt Sørby Flames, AGF og Tricked.
Jeg regner i hvert fald med, at vi vinder vores resterende kampe udover dem mod AGF og Tricked, eller i hvert fald tre sejre ud af de seks, og undgår relegation, forklarer R0nic.
vigg0 sigter højt med forventninger om at nå slutspillet. Han mener ikke, at det er urealistisk at ramme slutspillet, hvilket vil kræve, at de løfter sig over Sørby Flames og MASONIC op på en sjetteplads.
Der er da en forventning om, at vi kommer i playoffs - det er ikke umuligt jo, fortæller vigg0 og afslutter:
Vi spiller efter playoffs.
Atlando består nu officielt af følgende spillere:
- R0nic
- Krytex
- m4tt
- vigg0
- Ch0zen